Martins veninde satte ham til salg på Facebook

Martin Pedersen opdagede forleden, at han var blevet sat til salg i en handelsgruppe på Facebook

Martin Pedersen på 35 år er blevet kontaktet flere gange, efter hans veninde satte ham 'til salg' på Facebook. Foto: Privatfoto
Martin Pedersen på 35 år er blevet kontaktet flere gange, efter hans veninde satte ham 'til salg' på Facebook. Foto: Privatfoto

35-årige Martin Pedersen fra Pandrup i Nordjylland fik sig noget af et chok, da han forleden ville tjekke sin Facebook-profil.

Her opdagede han, at en veninde via et Facebook opslag havde sat ham 'til salg' i gruppen 'Køb, Salg Og Bytte I Aalborg og Omegn (Nordjylland).'

- Søger kommende kone til mine gode kammerat Martin. Han er 35 år og bor i Pandrup. Han har hus, biler, eget firma og mangler derfor kun en kæreste, hvilket ikke er til at forstå, da han er en super sød og betænksom fyr. De første tre interesserede får en valgfri middag med alt betalt sammen med Martin. HUSK, chancer er ikke noget, man får, det er noget, man tager! Så skynd jer at send ham en privat besked, så kan det være, du er en af de heldige, skriver veninden i Facebook-opslaget, som indtil videre er blevet delt hundredvis af gange.

Til Ekstra Bladet fortæller Martin Pedersen, at han blev noget overrasket, da han så opslaget første gang.

- Jeg anede ingenting om opslaget, og jeg så det først, da min veninde 'taggede' mig i det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, og jeg blev lidt chokeret, for det var da lidt mærkeligt og atypisk pludselig at se sig selv 'til salg' på sådan en side, siger han og fortsætter.

- Jeg tog det dog med et smil, for jeg kan godt se det sjove i det, og det ved hun også godt, for ellers havde hun aldrig gjort det.

Meget opmærksomhed
Ifølge Martin Pedersen har han fået mange henvendelser fra kvinder efter opslaget, og det har været temmelig overvældende.

- Jeg har nok fået 40-50 private henvendelser i min indbakke, og så er der folk, der 'tagger' hinanden i opslaget. Det er mærkeligt, at det pludselig er mig, der skal afvise damerne og ikke omvendt, som det ellers plejer at være. Jeg har det vildt ubehageligt med at skulle afvise folk, siger han med et grin.

Martin Pedersen fortæller, at flere i weekenden har genkendt ham i Pandrup og omegn på grund af opslaget.

- Jeg bor jo i en lille by, og flere har kunnet genkende mig i dag, og det synes jeg godt nok er lidt pinligt, griner han.

Flere søde
Martin Pedersen har efter opslaget fået flere tilbud om fra kvinder, der gerne vil på date med ham. Han afviser da heller ikke muligheden for, at hans kommende kæreste kan være blandt de mange henvendelser, han har modtaget.

- Jeg har forsøgt at svare de fleste, som har skrevet. Det er mange forskellige typer, der skriver. Alt fra kvinder med mange børn til kvinder, der er ældre - også nogle, der er lidt for gamle til mig. Flere spørger, om de kunne være den heldige, og nogle skriver bare for at snakke, siger han med et stort grin.

- Der er nogle af dem, som jeg godt kunne forestille mig, at jeg ville skrive lidt mere med. Jeg er slet ikke afvisende over for det i hvert fald. Nu har jeg jo været single i et par år, og jeg har da gået og brokket mig lidt over det, fordi flere i min vennekreds er ved at være afsat og har fået børn. Så man kan da godt mærke, at det er lidt kedeligt at være alene, tilføjer han.

Om der opstår sød musik, og om Martin Pedersen finder kærligheden igennem opslaget, vil tiden vise.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen