Maskerede mænd stormede akutmodtagelsen på Herlev Hospital

Politiet har overvågningsbilleder af Danmarks mest usle, egoistiske og kyniske tyve, men har valgt ikke at gøre brug af dem endnu. De ansatte på Herlev Hospital fik sig et chok, da maskerede tyve stormede akutmodtagelsen for at stjæle sprit og masker

Herlev Hospital mærker også den øgede efterspørgsel på masker og sprit. Foto: Jens Dresling
Herlev Hospital mærker også den øgede efterspørgsel på masker og sprit. Foto: Jens Dresling

Opdatering onsdag 18. marts: Københavns Vestegns Politi oplyser, at der faktuelt ikke er sket det, som anmeldelsen gik på. Der er ikke blevet stjålet noget under episoden, og ingen personer har været maskeret.

Se også: Politi: Der var ingen maskerede håndsprit-tyve

Corona-krisen får det værste frem i nogle mennesker. En ny bundrekord blev sat på Herlev Hospital.

Sprit og masker er i høj kurs. Det mærkede de tydeligt på sygehuset, hvor der torsdag aften 12. marts fandt et groft tyveri sted.

Tre maskerede mænd stormede skadestuen på jagt efter føromtalte remedier. En fjerde maskeret mand ventede i bilen, mens tyveriet fandt sted.

'Klokken 00.51 natten til fredag modtog vi anmeldelse fra Herlev Hospital om, at tre mænd iført maskering havde været inde på hospitalet og havde stjålet håndsprit. De tre mænd var væk, da vores patrulje kort efter ankom til stedet - men vi har registreringsnummer på deres bil og videoovervågning fra stedet og efterforsker sagen. Vi hører meget gerne fra vidner, der har info om sagen', skriver Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

'Jeg kan i øvrigt oplyse, at vi de seneste dage har haft øget patruljering omkring hospitalerne i vores område', skriver Københavns Vestegns politi videre.

Ekstra Bladet har forsøgt at få politiet til at overgive overvågningsvideoerne, men de oplyser, at det ikke har været muligt. Det skyldes, at politiet skal afdække, om der efterforskningsmæssig begrundelse for at offentliggøre overvågningsvideoerne. Indtil videre viser efterforskningen, at gerningsmændene er på fri fod, men ordensmagten holder stadig billederne tæt ind til kroppen.

Herlev Hospital. Foto: Jonas Olufson
Herlev Hospital. Foto: Jonas Olufson

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere kilder, der fortæller om de voldsomme scener, der udspillede sig på hospitalet. Hele episoden skulle efter sigende være hurtigt overstået, hvor store maskerede mænd rev alt ned på deres vej og kørte væk i en bil, der ventede ved udgangen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Vagter ved alle indgange

Efter det voldsomme tyveri har Herlev Hospital fundet det nødvendigt med drastiske skridt. Derfor er der blevet indsat vagter ved alle hospitalets åbne indgange. Det skal til for at sikre, at hospitalet har de hjælpemidler, der er nødvendige under coronavirussen.

- Baggrunden for at låse dørene er dels at værne om vores medarbejdere, som har meget travlt og arbejder meget koncentreret. Dels at forhindre, at folk, som ikke har noget at gøre på hospitalet, kommer ind og stjæler håndsprit og andre nødvendige produkter, hvilket vi har set et par eksempler på, siger vicedirektør Jan Toftholm i en pressemeddelelse.

Som konsekvens af tyverierne har Herlev og Gentofte hospital indsat vagter. Foto: Jonas Olufsen
Som konsekvens af tyverierne har Herlev og Gentofte hospital indsat vagter. Foto: Jonas Olufsen

Ekstra Bladet har været i kontakt med både Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital, som alle melder, at der bliver stjålet håndsprit på sygehusenes toiletter.

På Odense Universitetshospital har man været nødt til at sætte håndsprit-beholderne fast med strips - ellers bliver de hugget, lyder det. 

Aalborg Universitetshospital meddeler som de eneste, at der ikke har været problemer med håndsprit-tyverier.

Redaktionen er ligeledes bekendt med en intern besked, hvor politiet og ledelsen ikke ønsker, at man modsætter sig eventuelle tyverier, men i stedet kontakter politiet så snart det er muligt.