Masseforsinkelser - men ingen erstatning

Selv om adskillige Boeing-fly har fået flyveforbud, kan man som passager ikke regne med kompensation

Flypassagerer skal ikke forvente at kunne få kompensation trods timelange forsinkelser.

Er man så uheldig at være strandet i en lufthavn, fordi ens Boeing 737 MAX-fly er blevet aflyst som konsekvens af et flyveforbud udstedt tirsdag aften, kan man ikke trøste sig med udsigten til kompensation.

Det er nemlig at betegne som force majeure, at den europæiske luftfartsmyndighed Easa tirsdag aften har suspenderet al flyvning med Boeing-modellerne 737 MAX 8 og MAX 9.

Det vurderer Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

- Det er jo ikke flyselskaberne selv, der er skyld i, at de ikke kan sende flyene i luften. Derfor har man som passager ikke ret til kompensation.

- Men det er ikke det samme som, at man ikke har nogen rettigheder. Man har jo købt en billet, så derfor har flyselskabet stadig en forpligtelse til at få en frem til sin destination, siger Vagn Jelsøe.

Samfund - 12. mar. 2019 - kl. 18:33 Boeings ulykkesfly får flyveforbud i hele Europa

Er man ikke tilfreds med selskabets tilbud, kan man bede om at få sine penge tilbage.

- Fortæller selskabet, at de først kan flyve en til sin destination om for eksempel to dage, så har man ret til at bede om at få sine penge refunderet, hvis man finder det utilfredsstillende.

- Men selskabet er forpligtet til i så fald at betale for overnatning og forplejning, indtil de kan flyve dig hjem, siger Vagn Jelsøe.

Fakta: Lande og selskaber, der holder Boeing-fly på jorden

Få her et overblik over nogle af de flyselskaber, der indtil videre har sat Boeing 737 MAX 8 på standby:

* Aerolíneas Argentinas fra Argentina.

* Aeroméxico fra Mexico.

* Cayman Airways fra britiske Caymanøerne.

* Comair fra Sydafrika.

* Eastar Jet fra Sydkorea.

* Ethiopian Airlines fra Etiopien.

* Gol Airlines fra Brasilien.

* Icelandiar fra Island.

* Jet Airways fra Indien.

* LOT Polish Airlines fra Polen.

* MIAT Mongolian Airlines fra Mongoliet.

* Norwegian fra Norge.

* Royal Air Maroc (RAM) fra Marokko.

* TUI fra Storbritannien.

* Turkish Airlines fra Tyrkiet.

Her er der udstedt et flyveforbud:

* Easas 32 medlemslande. Udover de 28 EU-lande er det Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

* Kina.

* Indonesien.

* Indien.

* Singapore.

* Australien.

* Oman.

* Mongoliet.

* Malaysia.

Kilder: AFP, Reuters, AP, Washington Post, dpa, NTB, check-in.dk og Easa.

4 kommentarer
Vis kommentarer