Massefyring i Danish Crown

- Det er en rigtig træls situation, siger Danish Crown-direktør om fyringer i Horsens

Et billede inde fra Danish Crowns slagteri i Horsens. Foto: Claus Bonnerup
Et billede inde fra Danish Crowns slagteri i Horsens. Foto: Claus Bonnerup

Danish Crown fyrer 175 medarbejdere på landets største slagteri i Horsens.

Det fremgår af en pressemeddelelse fredag eftermiddag.

Det sker, fordi Danish Crown har fået markant færre grise til slagtning, end hvad man havde forventet.

- Det er en rigtig træls situation. Vi så en lille stigning i leverancerne af slagtesvin gennem 2018, men siden nytår har vi oplevet et fald på omkring fem procent i forhold til sidste år, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

- Derfor er det nu nødvendigt at tilpasse kapaciteten, og vi kommer efter alt at dømme til at sige farvel til omkring 175 medarbejdere, tilføjer han.

Hen over sommeren vil antallet af slagtninger i Horsens blive reduceret fra omkring 100.000 til cirka 85.000 grise om ugen.

Per Laursen fortæller til Ritzau, at man nu vil gøre, hvad man kan for at hjælpe de pågældende medarbejdere videre.

Og tallet kan være lavere end de 175.

- Tallet 175 kommer fra en vurdering af vores mandskabsplaner, og der vil kunne ske tilpasninger. Vi i Danish Crown har jo desværre været her før. Vi laver en jobbankbestyrelse, hvor blandt andre tillidsmanden sidder med.

- Der sætter vi os ned og putter nogle penge i en pulje, som vi kan bruge til omskoling og træning af medarbejdere, så vi får mulighed for at hjælpe dem, der ønsker et karriereskift, siger han.

Ud over Horsens tilpasses kapaciteten på slagteriet i Herning. Her er forventningen, at det kan ske ved naturlig afgang, oplyser Danish Crown.

Reduceringen af slagtesvin skyldes, at en del andelshavere i forlængelse af tørken sidste sommer er stoppet med at have slagtegrise for ikke at spilde penge på dyrt foder.

Samtidig er eksporten af danske smågrise, der sendes til opfedning og slagtning i først og fremmest Tyskland og Polen, fortsat med at stige.

278 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere