Massemorder Anders Breivik har fået nyt navn

Anders Behring Breivik, som udførte angreb i Norge i 2011, skifter navn

Sidste år var Anders Behring Breivik i retten, hvorfra optagelserne af den heilende massemorder gik verdenen rundt (Video: AP)

Manden bag angrebet på Utøya og på en regeringsbygning i Oslo i juli 2011 skifter navn. Anders Behring Breivik hedder ifølge det norske folkeregister nu Fjotolf Hansen.

Det skriver norske VG.

Han deler ifølge Danmarks Statistik dermed efternavn med cirka 210.000 danskere, som også hedder Hansen.

Vil ikke gengive
- Det stemmer overens med de oplysninger vi har fået, siger Breiviks forsvarer Øystein Storrvik.

Han siger, at han ikke kan gengive samtaler mellem ham og hans klient, og at han derfor ikke kan svare på, hvorfor brevik skifter navn.

- Vi fik det at vide for nylig. Jeg ønsker ikke at knytte nogen kommentarer til det.

Afvist appel
Brevik fik torsdag at vide, at han ikke får lov til at anke en tidligere afgørelse om sine rettigheder som fængslet. Senest afgjorde landsretten, at Breiviks menneskerettigheder som indsat ikke er krænket.

Han vil nu klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over afslaget, siger hans forsvarer, Øystein Storrvik.

- Vi er indstillet på at klage over kendelsen i højesteretten så hurtigt som muligt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dette har vi hele tiden været forberedt på, siger han.

Foto: AP/Lise Aserud
Foto: AP/Lise Aserud

Vil ikke føre til andet
I begrundelsen for afslaget skriver højesterettens ankeudvalg, at ingen dele af Breiviks anke har mulighed for at føre til et andet resultat end det, som landsretten kom frem til.

Ankeudvalget mener, at der heller ikke er grund til at betvivle den måde, som domstolen har fortolket den europæiske menneskerettighedskonvention.

Breivik anlagde sagen mod staten, fordi han mener, at den benytter sig af alt for strenge forhold i fængslet. Han mente, at det var et brud på hans grundlæggende menneskerettigheder.

Han fik delvis medhold i byretten, men han tabte på alle punkter, da sagen blev afgjort i landsretten i vinter.

Breivik har ikke omgang med andre fanger. Men der er indrettet en lille lejlighed, hvor han afsoner.

Breivik blev i august 2012 dømt til 21 års forvaring for mordet på 77 mennesker ved at detonere en bombe i regeringskvarteret i Olso og ved at skyde og dræbe unge på den socialdemokratiske ungdomslejr på Utøya.

Angrebet skete i juli 2011.

384 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere