Masser af varme i dag - men massiv regn og torden er på vej

Allerede fra tirsdag skifter vejret, og ifølge prognoserne kan der komme en pæn omgang regn og torden

Mandagen bliver varm og solrig, men så skifter det… Få dagens vejrudsigt her

Sommeren 2018 har vist sig fra sin allerbedste side. De seneste mange dage har det stået på masser sol og høje temperaturer.

Men det ser ud til at ændre sig nu. I hvert fald hvis prognoserne holder, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Lars Henriksen til Ekstra Bladet.

- Mandag ser ud til at blive en ganske flot og varm dag. Vi får mellem 23 og 28 grader, og der kommer masser af sol, siger han.

- Men så skifter vejret. Ifølge vores prognoser kommer der regn og tordenbyger både tirsdag og onsdag, fortæller meteorologen.

Han fortæller, at det er usikkert, hvor det dårlige vejr vil ramme.

- Der ligger lige nu massiv varm luft ind over Danmark. Og det kan skabe de her torden- og regnbyger, som kan dukke op ud af ingenting. Derfor kan jeg ikke fortælle, hvor i landet de vil ramme, lyder det fra meteorologen.

- Men der er stor sandsynlighed for, at der kommer en pæn sjat regn, der hvor bygerne rammer.

- Taler vi skybrud?

- Det er for tidligt at sige noget om varsel. Vi ser det næste halve døgn an. Men der kan være ganske meget regn i en sommerbyge, og når jeg siger ganske meget, så er der altså ikke tale om kun to millimeter, siger Lars Henriksen.

Han tilføjer dog, at det ikke er hele landet, der får regn.

Det skifter igen
Regnvejret og tordenvejret forsætter onsdag, men torsdag skifter vejret igen.

- Torsdag ser overvejende tør ud. Der kommer mere sol, end vi har set de to foregående dage, men temperaturen bliver en anelse køligere. Den vil ligge på 18 til 23 grader, siger meteorologen.

Men så begynder temperaturen igen at stige, og vi får endnu flere sommerdage.

- Vi satser på, at vi holder denne her ret massive varme, når vi når frem til næste weekend, siger han.

Sommeren 2018 har allerede budt på 43 sommerdage. Det er en meteorologisk betegnelse, hvor temperaturen rammer over 25 grader. I 2017 oplevede danskerne 11 sommerdage.

81 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere