Det er ikke muligt at købe salat på 3000 af McDonald's restauranter, efter omkring 100 personer er blevet syge.
Det skriver New York Times.
Officielle sundhedsmyndigheder i staterne Illinois og Iowa har fået meldinger om, at over 100 personer er blevet smittet med en tarmparasit.
Omkring en fjerdedel af dem, som blev syge i staten Illinois, har sagt, at de har spist McDonald's salater i tiden op til, at de blev syge.
- Selvom der er lavet en forbindelse til salater, som er solgt på McDonald's, så undersøger sundhedsmyndighederne stadig sagen, siger doktor Nirav D. Shah, der er ansvarlig for sundhedsmyndighederne i Illinois, til avisen.
McDonalds meddelte fredag, at man ville fjerne salaterne på de 3000 restauranter 'for en sikkerheds skyld'.
'Vi følger selvfølgelig situationen nøje, og vi samarbejder med de officielle myndigheder i forbindelse med deres videre efterforskning,' lyder det fra McDonald's.
Parasitten bliver oftest fundet i mad eller vand, der er blevet forurenet med bakterier fra afføring. Selvom det sjældent er dødeligt, så kan infektionerne forårsage svær kvalme, træthed og diarré i mere end uge.
Sagerne i Illinois dukkede op først i midten af maj, mens sygdommene i Iowa var nyere, og de dukkede op i slutningen af juni og begyndelsen af juli.