Den kinesiske afdeling af fastfoodkæden McDonalds har sagt undskyld, efter en restaurant i Guangzhou har forbudt sorte mennesker at komme ind.
Det skriver BBC.
En video blev delt på de sociale medier, hvor en seddel blev fremvist.
Her stod der, at 'vi er blevet informeret om, at fra nu af må sorte mennesker ikke længere komme ind i restauranten'.
McDonald's har udtalt, at da de blev informeret om sedlen, lukkede de den pågældende restaurant ned.
I Guanzhou har der i længere tid været spændinger mellem de afrikanere, der bor i byen, og den lokale befolkning.
Sidste uge blev flere hundrede afrikanere smidt ud af fra hoteller og lejligheder, fordi der online var et rygte om, at coronavirus spredte sig imellem dem.
Byen bruges af mange afrikanske sælgere og er et af de steder i Kina, hvor flest afrikanere opholder sig.
McDonald's har udtalt, at forbuddet slet ikke er i tråd med de værdier, der er i kæden.
'Da vi fandt ud af, at man havde kommunikeret på denne måde til vores gæster, fjernede vi med det samme beskeden og lukkede restauranten ned.'
Nu skal medarbejderne på et 'diversitet- og inklusions'-kursus.