Medarbejder reddede Karinas dag: Han gemte selv på en ulykkelig historie

Karina var ovenud begejstret, da hun fik en fantastisk service i Lidl. Der viste sig dog at være mere bag Lasses handlinger end bare god service

Lasse gør gerne noget ekstra for at hjælpe kunderne i butikken (Foto: Privat)
Lasse gør gerne noget ekstra for at hjælpe kunderne i butikken (Foto: Privat)

Der skulle vise sig at lægge mere end bare en god gerning bag, da en ung medarbejder ydede en ekstra indsats for Karina Thomsen fra Varde.

Karina vil gerne takke den unge medarbejder for sin hjælp, der fuldstændigt reddede hendes dag. Derfor har hun skrevet ind til Ekstra Bladet for at finde frem til den unge mand.

- Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Det har jeg ikke, men jeg synes simpelthen, at han fortjener at blive hyldet, siger Karina Thomsen til Ekstra Bladet.

Hun har tre diskusprolapser i nakken, lider af slidgigt og har næsten mistet sit syn. Derfor er det ikke ligefrem nemt for hende at handle ind, da bare det at løfte en liter mælk kan være en hård opgave.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Karina arbejdede tidligere som sosu-hjælper, men for meget arbejde gjorde hende syg (Foto: Privat)
Karina arbejdede tidligere som sosu-hjælper, men for meget arbejde gjorde hende syg (Foto: Privat)
 

Bilen var to gader væk
Karina spurgte derfor ved kassen, om hun måtte handle ind i en indkøbsvogn, betale og lade den stå, indtil hendes kæreste havde mulighed for at komme og hente varerne og pakke dem i bilen.

Bilen holdt nemlig et par gader fra forretningen ved fitness-centeret, hvor Karinas kæreste var inde og træne.

- Så sagde den unge mand ved kassen, at han da nok skulle sørge for at pakke varerne og køre vognen hen til bilen. Det gjorde han så og satte alle varerne ind i bilen for mig, siger Karina Thomsen.

- Der var også to andre unge mænd, som var utroligt søde. De sagde til mig, at jeg altid måtte sige til, hvis jeg havde brug for hjælp. Det må være Danmarks bedste butik, de fortjener virkelig en hyldest.

Jeg fik ondt af hende
Med hjælp fra Lidls presseafdeling er det lykkedes at finde frem til den unge mand, der reddede Karinas dag. Han hedder Lasse Krogh Jørgensen og er 22 år gammel. Han mener dog ikke selv, at der er noget usædvanligt i at yde en ekstra service.

- Jeg kunne godt se, at hun havde sådan et handicapskilt på sin jakke. Hun spurgte bare, om hun måtte stille sine ting, og så fik jeg lidt ondt af hende. Det krævede jo ikke så meget af mig at køre varene derover for hende, siger Lasse Krogh Jørgensen til Ekstra Bladet.

'Jeg ved, hvordan det er at være hjælpeløs'
Der viste sig dog at være mere bag Lasses historie end bare en god gerning. Hans eget liv har inspireret ham til at gøre en forskel, forklarer han.

- Jeg har selv været udsat for rigtig meget ulykke i mit liv, så det passer bare til mig at hjælpe andre. Jeg ved, hvor meget det betyder.

Indenfor få år har den ene ulykke efter den anden ramt Lasses familie.

- Jeg har mistet min far. Min bror har været ude for en frygtelig ulykke, hvor han blev delvist lammet. Jeg har selv været involveret i en ulykke, hvor jeg kørte galt. Jeg ved, hvordan det er at være hjælpeløs, siger han.

Lasses største drøm er at blive ambulanceredder, men indtil videre har han fået afslag på at komme ind.

- Det er simpelthen så svært at komme ind, men jeg vil blive ved med at prøve, siger han.

Det lader til, at Danmark myldrer med søde kassemedarbejdere. Tidligere på ugen blev 'Verdens sødeste Aldi-medarbejder' hyldet - en 20-årig mand fra Hirtshals.

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere