Medie: 3F ignorerede trusler mod vikar i ugevis

3F har indtil nu afvist at have kendskab til chikane og trusler rettet mod en vikar i SAS Ground Handling. Men ifølge Berlingske rettede SAS allerede henvendelse til 3F omkring truslerne for flere uger siden

Københavns Lufthavn har indtil videre aflyst flere flyafgange på grund af strejke blandt bagagemedarbejderne. Arkivfoto: Jens Dresling
Københavns Lufthavn har indtil videre aflyst flere flyafgange på grund af strejke blandt bagagemedarbejderne. Arkivfoto: Jens Dresling

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

I flere uger har 3F været bekendt med lydfil, der afslørede, at 'jungleloven' blev taget i brug for at få vikar til at skifte til deres fagforening.
Det er selvom, de tidligere på ugen afviste at have kendskab til nogen form for trusler.

Det skriver Berlingske, som også har lydfilen.

I den førnævnte lydfil kan to medarbejdere i SAS Ground Handling høres fortælle den ingeniør-uddannede vikar, at 'han ville få det svært', hvis han ikke skiftede fra ingeniørernes fagforening, IDA, til 3F.

Ligesom vikaren blev fortalt, at jungleloven hersker på arbejdspladsen uanset, hvad den egentlige lovgivning skulle sige om fri ret til at vælge egen fagforening.

Informeret allerede i august
Ifølge Berlingskes oplysninger blev ledelsen i SAS bekendt med optagelsen 23. juli, hvorefter de startede en afskedigelsessag mod en af de to truende kolleger.

3F modtog derfor en mail 19. august, hvor de bliver informeret om, at SAS vil opsige den pågældende medarbejder for at have truet en kollega.

'Han har truet en anden medarbejder på dennes beskæftigelse og har været fysisk truende over for medarbejdere, hvilket selvsagt er uacceptabelt og udgør tvingende årsager til en opsigelse,' lyder det i mailen, som 3F modtog ifølge Berlingske.

Selve lydoptagelsen landede hos 3F 26. august, dagen efter at de de to medarbejdere og 3F Kastrups formand, Henrik Bay-Clausen, har deltaget i et møde med den administrerende direktør for SAS Ground Handling, selskabets HR-chef og jurister fra Dansk Industri.

Inden det møde hører Henrik Bay-Clausen selv lydfilen ifølge Berlingske.

Alligevel fortæller han til branchemediet Check-In i sidste uge, at han 'ikke kan genkende udtalelserne om, at den pågældende SGH-medarbejder er blevet chikaneret og truet.'

Ville ikke udtale sig om 'personalesag'
3F Kastrup-formanden afviser i dag, at hans udtalelser udtalelser kan forstås på den måde, at der ikke skulle være fremsat trusler.

- Jeg kunne ikke genkende SAS'-udtalelser, fordi de hidrører fra en personalesag. Jeg vil hverken be- eller afkræfte noget, som kommer fra en personalesag, siger Henrik Bay-Clausen til Berlingske.

Vikarens tilstedeværelse på arbejdspladsen har ført til tre strejker i løbet af septembers første 11 dage. I hele den periode har Henrik Bay-Clausen begrundet strejken med, at vikaren flere gange skulle have filmet sine kolleger uden deres vidne. 

Forklaringen fra SAS har i samme periode været, at arbejdsnedlæggelserne ville stoppe, hvis vikaren blev fjernet.

Manden, der kunne høres true vikaren på lydfilen, har siden mistet sine tillidsposter i 3F.

Den seneste strejke fandt sted i onsdags, hvorefter Arbejdsretten pålagde medarbejderne at genoptage arbejdet.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henrik Bay-Clausen.

323 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere