Medie: Aarhus Universitet lod landbruget skrive på oksekødsrapport

Aarhus Universitet tillod, at Landbrug & Fødevarer skrev hele afsnit i rapport om køds klimabelastning

Landbrug & Fødevarer og slagterigiganten Danish Crown var med til at udarbejde en rapport om oksekød fra Aarhus Universitet og DTU, som ellers er blevet præsenteret som uvildig forskning.

Det skriver Information.

Danish Crown og Landbrug & Fødevarer har spillet en fremtrædende rolle i udarbejdelsen af rapporten som en del af projektets styregruppe. 

Det viser mails og dokumenter, som Information har fået aktindsigt i.

Landbrug & Fødevarer har desuden skrevet hele afsnit i rapporten. Danish Crown er kommet med rettelser til indhold, heriblandt forsidefoto og rapportens titel. 

Landbrug & Fødevarer skriver i en mail til Ritzau, at der alene er tale om udkast til afsnit.

- Det kommer bag på mig
Rapporten om oksekød er tidligere blevet kritiseret for at sammenligne klimabelastningen for en hel pulje af produkter - øl, vin, slik, kaffe, te, sodavand og andre søde sager - sammenlignet med dansk produceret oksekød.

Det er blevet kritiseret for at give et forkert billede af, hvilken belastning kød har på klimaet. 

- Det kommer bag på mig, at forskerne lader deres integritet kompromittere på den måde. Sådan noget må bare ikke ske, siger Morten Birkved, der er professor på Syddansk Universitet og ekspert i klimapåvirkninger, til Information. 

Den vurdering deler Heine Andersen, som er professor emeritus på Københavns Universitet. Han har i mange år beskæftiget sig med forskningsfrihed- og etik.

- Den her sag er værre, end hvad jeg kan huske, jeg har set før. At Landbrug & Fødevarer ligefrem har skrevet hele afsnit ind i rapporten, uden at det er oplyst, er vildledning af offentligheden, siger han til Information.

'Uvildig forskning'
Ellen Trolle fra DTU fastholder, at der fra hendes side er tale om uvildig forskning.

- Vi har jo kunnet rette til og kommentere på det, Landbrug & Fødevarer har skrevet. Så jeg synes ikke, der er problemer i det, siger hun til Information. 

Niels Halberg, der er centerleder for Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug på Aarhus Universitet, har ikke ønsket at stille op til interview. 

Han fastholder i en mail, at indholdet i rapporten er uvildig forskning. Han afviser, at forskerne har brudt god forskningsskik.

- Der er ikke tale om, at de har kunnet påvirke det faglige indhold i rapporten, og forskerne har haft sidste ord under alle omstændigheder, skriver Niels Halberg til Information.

- Det er rystende
I Folketinget vil SF's klimaordfører, Signe Munk, bede forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om en redegørelse i sagen og bud på, om der kan gøres mere for at sikre redelighed i forskning.

- Det er rystende og direkte farligt for den troværdighed, der er om forskning i Danmark. 

- Hvis vi skal have en seriøs diskussion om, hvordan vi bedst kan dæmpe klimaforandringerne, så skal vi have forskning, vi kan stole på, og hvor der ikke er erhvervsinteresser, der har afgørende indflydelse på indholdet, siger Signe Munk til Ritzau

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere