Medie: Facebook fik pr-selskab til at miskreditere kritikere

Ifølge New York Times fik Facebook et pr-bureau til at skrive negativt om modstandere

SENESTE: Facebook fyrer pr-firma, der spredte misinformation

SENESTE: Nu svarer Facebook

Facebook hyrede angiveligt et pr-firma til at sprede miskrediterende information om kritikere og konkurrenter.

Det skriver avisen New York Times ifølge Ritzau Finans.

Det sociale medie skulle - under voksende pres over sin rolle i den russiske indblanding ved det amerikanske præsidentvalg i 2016 - have valgt at hyre Definers Public Affairs.

Firmaet udgav flere negative artikler om teknologiselskaber som Google og Apple.

Det skal være sket i et forsøg på at fjerne fokus fra Facebook. Artiklerne blev senere bragt på højreorienterede nyhedssider som Breitbart.

Teknologi - 15. nov. 2018 - kl. 10:43 Rasende Zuckerberg efter Apple-kritik: Hold op med at bruge iPhone

En anden taktik, der blev anvendt af pr-selskabet, bestod i at pege på den jødiske filantrop George Soros som drivkraften bag Facebook-kritikerne.

Definers Public Affairs lod ifølge New York Times et dokument, der havde til formål at forbinde George Soros med en større anti-Facebook-bevægelse, cirkulere.

Joe Gabriel Simonson, der er journalist hos det højreorienterede Daily Caller, skrev i et tweet onsdag, at han tidligere i år var blevet opfordret til at skrive om George Soros i en artikel om Facebook.

I tweetet skriver journalisten, at "pr-manden blev ved med at nævne Soros".

Facebook skriver i en meddelelse, at selskabet ikke har forsøgt at skjule sin forbindelse til Definers Public Affairs, og det afviser at have spredt falsk information.

- Det er forkert at antyde, at vi nogensinde har bedt Definers om at betale for eller skrive artikler for Facebook eller kommunikere noget usandt, lyder det fra en talskvinde for Facebook til New York Times.

- Forholdet til Facebook var velkendt af medier - ikke mindst fordi det (pr-bureauet, red.) ved adskillige lejligheder sendte invitationer til hundredvis af journalister om vigtige pressebriefinger på vores vegne.

Ifølge New York Times har Facebook siden historien i avisen afsluttet samarbejdet med Definers Public Affairs. Det fortæller en kilde, der er bekendt med beslutningen ifølge avisen.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere