Medie: Færøerne truet af Kina

Kinas ambassadør skulle have truet Færøerne med at droppe frihandelsaftale

Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, afleverede ifølge Berlingske 11. november en klar besked til Færøernes landsstyre:

Hvis det færøske teleselskab Føroya Tele valgte det kinesiske selskab Huawei som leverandør af 5G-netværk, kunne Kina og Færøerne indgå en frihandelsaftale. Hvis ikke, kunne Færøerne glemme alt om en aftale.

Det fremgår af en lydoptagelse, erfarer Berlingske. Det fremgår ikke, om Berlingske har hørt lydoptagelsen.

Det kinesiske krav er ifølge den danske avis blevet fremsat for Færøernes udenrigsminister, finansminister og lagmand.

Lydklippet er i den færøske tv-station Kringvarp Føroyas besiddelse.

TV-stationen var mandag i sidste uge tæt på at benytte lydklippet i en nyhedsudsendelse, da der 22 minutter før udsendelse blev nedlagt fogedforbud fra retten i Torshavn mod at bringe optagelserne.

Optagelsen er derfor ikke tilgængelig for offentligheden.

Ifølge Berlingske fremgår det af lydklippet, at den færøske lagmand, Bárður Nielsen, afviste at blande sig i, hvem Føroya Tele valgte som leverandør.

243 kommentarer
Vis kommentarer