Medie: Forsvundet journalist optog sin egen død med smartwatch

Sagen om Jamal Khashoggi fører nu til boykot af Saudi-Arabien, men præsident Trump vil stadig ikke røre våbeneksport

Kronprins Mohammed bin Salman mistænkes for at have godkendt drabet på journalisten.  Foto: Francois Mori/AP
Kronprins Mohammed bin Salman mistænkes for at have godkendt drabet på journalisten. Foto: Francois Mori/AP

Chokerende oplysninger fortsætter med at strømme frem i sagen om den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, der 2. oktober forsvandt sporløst efter et besøg på sit lands konsulat i den tyrkiske by Istanbul.

Nu skriver avisen Washington Post, at den tyrkiske regering er I besiddelse af video og lydoptagelser, som dokumenterer journalistens brutale død inde på konsulatet.

Den tyrkiske avis Sabah oplyser lørdag, at materialet skal stamme fra Khashoggis Apple Watch, som han havde slået til under det fatale besøg på repræsentationen.

Herfra blev optagelserne angiveligt sendt videre til hans iCloud-konto og en iPhone, som hans kæreste stod med udenfor bygningen.

Forleden anklagede tyrkiske sikkerhedsfolk de 'højeste niveauer' i det saudiarabiske kongehus for at have givet ordre til aktionen.

Og landets stærke mand, kronprins Mohammed bin Salman, er personligt knyttet til tidligere planer om at få ram på Khashoggi.

Amerikanske efterretningsfolk har hørt optagelsen fra konsulatet, som avisen kalder 'grusomme beviser'.

En demonstrant i Istanbul kræver besked om Khashoggis skæbne. Foto: Lefteris Pitarakis/AP
En demonstrant i Istanbul kræver besked om Khashoggis skæbne. Foto: Lefteris Pitarakis/AP

Forhør og tæv
Khashoggi var i eksil i USA det seneste år på grund af sin åbne kritik af kronprinsen. Den forsvundne skrev netop for Washington Post.

Journalisten turde ikke vende tilbage til sit hjemland, men opsøgte konsulatet i Istanbul for at skaffe nødvendige papirer før sit planlagte bryllup med den tyrkiske forlovede i denne uge.

- Optagelsen inde fra konsulatet fremlægger, hvad der skete med Jamal, da han kom ind i bygningen, siger en kilde med kendskab til optagelsen til den amerikanske avis. Kilden ønsker ikke sit navn frem.

- Man kan høre hans stemme og stemmerne fra mænd, der taler arabisk. Man kan høre, hvordan han bliver forhørt, torteret og så myrdet, siger kilden.

En anden person med kendskab til lydbåndet siger, at man kan høre Khashoggi blive tævet.

Dansk ekspert: Folk forsvinder for et godt ord

Efter de angiveligt voldsomme begivenheder, der i sidste uge udspillede sig på det saudiarabiske konsulent i Istanbul, har tyrkiske myndigheder lækket en overraskende mængde af oplysninger og videoer om forløbet.

- Først og fremmest vil Tyrkiet signalere, at landet ikke har noget at gøre med journalisten Jamal Khashoggis forsvinden, forklarer Mellemøsteksperten Helle Lykke Nielsen, lektor og Ph.d. ved Center for Mellemøststudier under Syddansk Universitet.

Hun siger til Ekstra Bladet, at begivenhederne blandt andet skal ses i sammenhæng med den kolde krig, som eksisterer mellem regionens to stormagter, Iran og Saudi-Arabien.

I denne konflikt har regionens stormagt, Tyrkiet, taget Irans parti for eksempel i spørgsmålet om sanktionerne mod Iran.

- Og er man venner med Iran, så er man uvenner med Saudi-Arabien. Det er en krigserklæring, siger eksperten.

Hun forklarer, at Tyrkiet og Saudi-Arabien også er på kant med hinanden om krigene i Syrien og Yemen, samt i forhold til golfstaten Qatar, som Saudi-Arabien forsøger at isolerere med en påstand om, at det lille olieland støtter terrorisme.

- Hvis det billede, som hidtil tegner sig, ellers viser at holde stik, kunne man godt forestille sig, at det ikke er helt tilfældigt, når Saudi-Arabien har valgt at lade en sådan aktion foregå på tyrkisk jord, understreger Helle Lykke Nielsen.

Hun erindrer ikke tilfælde, hvor saudiarabiske agenter har optrådt så brutalt i udlandet, som det efter det oplyste har været tilfældet i Istanbul.

- Men det nye styre under kong Salman optræder særdeles håndfast overfor modstandere, som det generelt er tilfældet i Mellemøsten. Dem, der kritiserer de siddende regimer, lever livet farligt. De forsvinder for et godt ord.

Overvågningsbilleder fra lufthavnen af de 15 saudiske sikkerhedsfolk, heriblandt en retsmediciner. Gruppen ankom og rejste igen samme døgn, hvor Khashoggi forsvandt. Foto: Avisen Sabah/Ritzau Scapix
Overvågningsbilleder fra lufthavnen af de 15 saudiske sikkerhedsfolk, heriblandt en retsmediciner. Gruppen ankom og rejste igen samme døgn, hvor Khashoggi forsvandt. Foto: Avisen Sabah/Ritzau Scapix

Liget borte
Samme dag, som Khashoggi forsvandt, landede to private Golfstream-jetfly med 15 saudiske sikkerhedsfolk i Istanbuls Atatürk-lufthavn.

En del af mændene var til stede på konsultatet, da Khashoggi ankom. De forlod alle landet, inden dagen var omme - ombord på de to privatfly, der ofte bruges af officielle saudiske repræsentanter.

Tyrkiske medier har afsløret de 15 mænds identiteter og billeder af dem fra blandt andet overvågning i lufthavnen og udenfor ambassadebygningen.

Det er ikke klarlagt, hvad der er sket med Khashoggis lig efter det formodede drab.

Men tyrkiske kilder har tidligere oplyst, at han menes at være parteret inde på konsulatet, hvorefter kropsdelene angiveligt blev bragt bort i sikkerhedsfolkenes biler.

112 - 10. okt. 2018 - kl. 22:05 Medie: Forsvundet journalist blev myrdet som i 'Pulp Fiction'

Med i den saudiske 15-mands-gruppe var en retsmediciner, som CNN nu identificerer som Salah Muhammad al-Tubaiqi, chef for den retsmedicinske afdeling i Saudi-Arabiens indendrigsministerium. Som ekspert er han under mistanke for at være manden, der i givet fald har parteret kritikeren af det saudiske kongehus.

En sikkerhedsvagt lurer gennem døren fra Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, hvor drabet angiveligt fandt sted. Foto: Lefteris Pitarakis/AP
En sikkerhedsvagt lurer gennem døren fra Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, hvor drabet angiveligt fandt sted. Foto: Lefteris Pitarakis/AP

'Alt peger på saudier'
Ifølge CNN skal Saudi-Arabien allerede sidste år have gjort adskillige forsøg på at få fingre i den eksilerede journalist. Han var tidligere haft høje positioner i hjemlandet, men vendte sig mod styret, da kronprinsen fik den reelle magt sidste år.

Saudi-Arabien har afvist at have noget at gøre med den 60-årige mands forsvinden. Det bliver hævdet, at han selv forlod konsulatet ad en bagindgang.

I udlandet - og specielt hos Saudi-Arabiens nærmeste allierede USA - vokser kravet om en forklaring.

Den republikanske senator Bob Corker, formand for Senatets udenrigsudvalg, siger, at han endnu ikke står med det endelige bevis på, hvem der eventuelt har dræbt Khashoggi.

- Men alt, hvad jeg har set, peger på saudierne.

Både republikanere og demokrater taler om mulige sanktioner.

Kronprins Salman på besøg hos Trump i april i år. Præsidenten viser en planche med noget af det militære isenkram, der leveres til herskerne i Saudi-Arabien. Foto: Kevin Dietsch/AP
Kronprins Salman på besøg hos Trump i april i år. Præsidenten viser en planche med noget af det militære isenkram, der leveres til herskerne i Saudi-Arabien. Foto: Kevin Dietsch/AP

Våben for 110 mia. dollars
Præsident Trump siger, at han vil være 'meget hård' mod Saudi-Arabien for at få en forklaring.

Men han vil ikke pille ved den gigantiske aftale om levering af våben for 110 milliarder dollar, som han indgik med kronprins Mohammed bin Salman under sin første udlandsrejse som præsident i maj 2017.

- Jeg bryder mig ikke om ideen om at stoppe en investering i USA på 110 milliarder dollars. For man ved, hvad de så gør. De tager pengene og bruger dem i Rusland eller Kina, lyder præsidentens argument ifølge CNN.

Også internationale erhvervsledere reagerer. Ifølge Guardian vælter det ind med afbud til en international investeringskonference i hovedstaden Riyadh, som kronprins Mohammed bin Salman skulle være vært for senere på måneden.

Præsidenten for Verdensbanken, Jim Yong Kim, har meldt afbud. Det samme har mange topledere gjort. Andre betinger deres deltagelse på udfaldet af undersøgelserne i  Khashoggis forsvinden.

New York Times, Financial Times,CNN, CNBC og Bloomberg har samtidig trukket sig som mediesponsorer for konferencen.

388 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere