Medie: Hele direktionen fyret på sygehus

Flere års bøvl og ballade får nu konsekvenser på Sygehus Sønderjylland - tidligere måtte ledelsen på Sydvestjysk Sygehus gå

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

Opdateret onsdag 4. januar kl. 19.10 med nye citater fra regionsdirektør, sygeplejefaglig direktør fra Sydvestjysk Sygehus og Fællestillidsmand på Sydvestjysk Sygehus, Helle Kruse Hansen

Ved du noget? Mail til 1224@eb.dk  eller sms/mms 1224 til alm. takst

Efter flere års bøvl og ballade på Sygehus Sønderjylland, så er hele direktionen blevet fyret.

Det skriver jv.dk, som gennem længere tid har afdækket problemerne på sygehuset.

Onsdag formiddag orienterer regionsdirektør Jane Kraglund de ansatte på sygehuset i Aabenraa.

De fyrede er administrerende direktør Finn Jensen, lægefaglig direktør Søren Aggestrup og den sygeplejefaglige direktør Grete Kirketerp Nielsen.

Fratrædelser, stort arbejdspres, interne konflikter og mangel på tillid til ledelsen har udgjort en del af problemerne. Tyve klinikledere er således forsvundet i utilfredshed.

Siden 2013 har problemerne på sygehuset for alvor været mærket som følge af sygehussammenlægninger. Det erkender også Jane Kraglund.

- Det har været et kæmpe arbejde, og det har betydet meget omfattende ændringer af dagligdagen for alle, der har deres faste gang på sygehuset, siger hun i pressemeddelelsen.

Har alder til udskiftning
Jane Kraglund peger samtidig på, at der er brug for udvikling og et kig på mere end den korte bane.

- Medlemmerne i den nuværende direktion har en alder, der gør, at vi under alle omstændigheder skulle forberede os på et generationsskifte inden for overskuelig tid. Derfor vurderer jeg, at tiden er inde til at bringe nye kræfter på banen, siger hun.

Medlemmer af sundhedsudvalget i Region Syddanmark gjorde det før jul klart, at ledelsen havde kort tid til at få styr på tingene, skriver jv.dk.

Ifølge avisens oplysninger udtrykte flere medlemmer af forretningsudvalget på et møde i december også stor utilfredshed med sygehusledelsen.

Peter Fosgrau er nu konstitueret som administrerende sygehusdirektør. Han kommer fra en stilling som direktør på Odense Universitetshospital (OUH).

Bjarne Dahler-Eriksen bliver lægefaglig direktør, mens Eva Nielsen bliver sygeplejefaglig direktør.

Ikke første gang
Det er ikke første gang, at ledelsen på et sygehus i Region Syddanmark pludseligt må forlade deres stillinger.

Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor ledelsen måtte pakke sammen i 2015. Foto: Google Maps
Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor ledelsen måtte pakke sammen i 2015. Foto: Google Maps
 

I juni 2015 sagde lægefaglig administrerende direktør Bjarne Normark og sygeplejefaglig direktør Birthe Mette Pedersen deres stillinger op på Sydvestjysk Sygehus efter flere års ballade på hospitalet.

Mange læger og store dele af sundheds-personalet var stærkt utilfredse med den daværende ledelse, som angiveligt spredte mistillid og utryghed gennem deres ledelsesstil.

Udskiftningen af ledelsen på Sydvestjysk Sygehus har efter mange ansattes opfattelse dog ikke ført til et væsentligt bedre arbejdsklima, oplyser flere kilder til Ekstra Bladet.

Sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus Susanne Lauth er ikke enig i, at det står så skidt til. I en mail til Ekstra Bladet skriver hun:

– Jeg kan slet ikke genkende de helt udokumenterede påstande, som Ekstra Bladet bringer til torvs. Jeg oplever, at vi har gang i en rigtig god retning i samarbejdet mellem medarbejdere og ledelse på Sydvestjysk Sygehus. Det viser den seneste medarbejdertilfredshedsundersøgelse også. Man kan sikkert godt finde utilfredse medarbejdere, hvis man leder efter dem, men det er ikke det, der tegner det generelle billede.

Og regionsdirektør Jane Kraglund mener også, at det nu kører væsentligt bedre på Sydvestjysk Sygehus. Hun skriver til Ekstra Bladet:

– Jeg oplever, at den nye ledelse på Sydvestjysk Sygehus har godt fat om samarbejdet med medarbejderne på sygehuset. Det er ikke altid en nem opgave at reparere på dårlig stemning og mistillid, men jeg synes, de gør et godt stykke arbejde på sygehuset. Det er også det, jeg hører fra både medarbejdere og ledelse.

Forstår ikke kritikken
Fællestillidsmand på Sydvestjysk Sygehus, Helle Kruse Hansen, siger til Ekstra Bladet, at hun har svært ved at forstå kritikken fra visse medarbejdere.

- Jeg kan ikke genkende billedet af en direktion, som den vi havde tidligere. Det er blevet klart bedre. Men Rom blev ikke bygget på en dag. Der er bestemt mange ting at arbejde med.

Dansk Sygeplejeråd er inde over på de afdelinger, hvor der fortsat er et dårligt arbejdsmiljø. Man kan ikke ændre tingene fra den ene dag til den anden. Ting tager tid, når en så stor tanker skal vendes. Men jeg har fuld tillid til ledelsen og har ikke grund til at have det modsatte, siger Helle Kruse Hansen til Ekstra Bladet.

Ved du noget? Mail til 1224@eb.dk  eller sms/mms 1224 til alm. takst

58 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere