Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er søndag morgen dansk tid landet i Singapore forud for et møde med USA's præsident, Donald Trump, 12. juni.
Det skriver flere internationale medier, der citerer avisen Strait Times fra Singapore.
Kim Jong-un og Trump landet i Singapore
Ifølge Strait Times ankom Kim i Changi Lufthavn med et Air China 747-fly.
Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap skrev tidligt søndag morgen dansk tid, at der var sandsynlighed for, at den nordkoreanske leder netop var med et fly fra Air China.
Spekulationerne opstod, efter at et fly, der ejes af det kinesiske luftselskab, landede kort efter klokken syv søndag morgen lokal tid i lufthavnen i Pyongyang.
Cirka en time senere lettede det fra Nordkoreas hovedstad med kurs mod Singapore, rapporterer Yonhap.
Hvilke personer, der gik om bord på Boeing 747-flyet, vides ikke.
Det omtalte fly benyttes normalt af den kinesiske regering, når højtstående personer som præsident Xi Jinping skal på udlandsrejser.
Et fragtfly, der ledsagede Kim Jong-un, da han for nylig var på besøg i Kina, lettede også fra lufthavnen i Pyongyang søndag. Sandsynligvis har fragtflyet også Singapore som destination forud for topmødet, skriver Yonhap.
Kim Jong-un skal søndag mødes med Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, ifølge en meddelelse fra bystatens udenrigsministerium.
Donald Trump afkortede lørdag sin deltagelse i G7-landenes topmøde i Canada for at begive sig til Singapore om bord på Air Force One.