Medie: Kronprins beordrede drab på Khashoggi

Ifølge Washington Post fastslår CIA, at ordren på at dræbe den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi kom fra allerhøjeste sted

Journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet, i oktober. Foto: AP
Journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet, i oktober. Foto: AP

CIA har konkluderet, at det var den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der beordrede drabet på journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi.

Det skriver avisen Washington Post med henvisning til kilder i den amerikanske efterretningstjeneste.

Det saudiarabiske regime har hidtil afvist, at drabet på Khashoggi blev udført på ordre fra kronprinsen. Ifølge Washington Post er det dog løgn.

'CIA's vurdering, som embedsfolk har udtrykt stor tillid til, er den hidtil mest håndfaste, som knytter Mohammed (bin Salman, red) til operationen', skriver avisen.

Kronprins Mohammed bin Salman kondolerer over for Jamal Khashoggis sønner, Salah og Sahel. Foto: AP
Kronprins Mohammed bin Salman kondolerer over for Jamal Khashoggis sønner, Salah og Sahel. Foto: AP

Ifølge avisen skal kronprinsens bror, USA-ambassadør Khalid bin Salman, have kontaktet Jamal Khashoggi og bedt ham om at tage til Istanbul for at få udleveret dokumenter, der skulle bruges til journalistens bryllup.

Khalid bin Salman forsikrede angiveligt i samtalen Khashoggi om, at der ingen fare var forbundet med at tage til konsulatet.

Ambassadør Khalid bin Salman afviser natten til lørdag, at han har talt i telefon med Khashoggi. Han skriver også, at han aldrig har foreslået Khashoggi at rejse til Tyrkiet.

'Jeg beder den amerikanske regering om at frigive enhver oplysning vedrørende denne påstand', skriver ambassadøren på Twitter.

Dræbt og parteret
Saudi-Arabien har erkendt, at Jamal Khashoggi blev dræbt på konsulatet, men det skete ifølge forklaringen i en aktion, der ikke var autoriseret af den saudiarabiske ledelse.

Liget er aldrig fundet, og ifølge de tyrkiske myndigheder blev Khashoggis lig efterfølgende parteret og muligvis opløst i syrebad.

Liget af Jamal Khashoggi er aldrig fundet. Foto: AP
Liget af Jamal Khashoggi er aldrig fundet. Foto: AP
 

Khashoggi var en fremtrædende kritiker af kronprins Mohammed bin Salman og levede i eksil i USA, da han blev dræbt.

CIA vurderer i øvrigt, at Khashoggi-skandalen.ikke får konsekvenser for Mohammed bin Salmans position som tronarving i Saudi-Arabien.

Ambassadør Khalid bin Salman har efter artiklen i Washington Post offentliggjort sin forklaring om sagen:

PORTRÆT: Fra saudiarabisk insider til åben kritiker

Den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev 59 år.

Ifølge saudiarabiske myndigheder døde han under en slåskamp på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul den 2. oktober - 11 dage før sin 60-års fødselsdag.

Khashoggi gik fra at være helt tæt på den saudiarabiske kongefamilie til at være en udtalt kritiker af den ultrakonservative regering i kongeriget på Den Arabiske Halvø.

I sin sidste klumme i The Washington Post plæderede Khashoggi for større ytringsfrihed i Mellemøsten.

- Den arabiske verden har fået sig sit eget jerntæppe - ikke på grund af ydre fjender, men fordi indre kræfter kappes om magten, skrev han.

- Den arabiske verden har brug for en moderne udgave af de gamle, transnationale medier, så borgerne kan blive informeret om det, der sker i verden. Hvad der er endnu vigtigere er, at vi bliver nødt til at skabe en platform for de arabiske stemmer.

Nu er Jamal Khashoggis stemme gjort tavs for evigt.

Den saudiarabiske journalist, der forsvandt, efter han gik ind på konsulatet i Istanbul, gik i eksil i USA i 2017 som følge af uoverensstemmelser med Saudi-Arabiens magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman.

Khashoggi kom fra en prominent saudiarabisk familie med tyrkisk oprindelse.

Hans bedstefar, Mohammed Khashoggi, var Saudi-Arabiens grundlægger kong Abdul Aziz al-Sauds personlige læge. Hans onkel var den berygtede våbenhandler Adnan Khashoggi.

Jamal Khashoggi kunne tilskrives mange modstridende beskrivelser: En ven af en ung Osama bin Laden, en tilhænger af Det Muslimske Broderskab, en ven af den saudiarabiske kongefamilie, en kritiker af det saudiarabiske styre og liberal.

Efter han dimitterede fra Indiana State University i 1982, begyndte han at arbejde for saudiarabiske dagblade, herunder Saudi Gazette og Al-Sharq al-Awsat.

Da han blev sendt til Afghanistan for at dække konflikten i landet, spredtes et billede af ham med et maskingevær og iført afghansk tøj.

Khashoggi kæmpede ikke i Afghanistan, men sympatiserede med mujahedinerne under krigen i 1980'erne mod Sovjetunionens besættelse af landet.

Han var kendt for at være tiltrukket af Det Muslimske Broderskabs politik om at forsøge at slette resterne af vestlig kolonialisme fra den arabiske verden.

Det var netop denne vision, der bragte ham tættere på en ung Osama bin Laden, der senere grundlagde den militante organisation al-Qaeda.

Som ung journalist interviewede Khashoggi Osama bin Laden flere gange, hvilket gav ham international opmærksomhed. Senere i 1990'erne trak Khashoggi sig dog væk fra manden, som opfordrede til angreb mod Vesten.

Jamal Khashoggi blev født i den hellige by Medina 13. oktober 1958 og brugte sin ungdom på at studere islamisk ideologi og omfavnede liberale idéer.

Saudiarabiske myndigheder begyndte dog at se Khashoggi som værende for progressiv. Presset fra myndighederne førte til, at han i 2003 måtte trække sig som chefredaktør for den saudiarabiske avis Al Watan efter kun 54 dage i jobbet.

Over årene fungerede han som rådgiver for både embedsfolk i Washington og Riyadh, blandt andre for prins Turki bin Faisal, der stod i spidsen for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste i mere end 20 år.

Da Turki bin Faisal blev udnævnt til ambassadør i Washington i 2005, rejste Khashoggi med ham.

I 2007 vendte Khashoggi tilbage til avisen Al Watan. Men tre år senere blev han fyret. Ifølge Khashoggis hjemmeside skete det som følge af hans 'redaktionelle stil, som rykker grænserne for diskussion og debat inden for det saudiarabiske samfund'.

Khashoggi flygtede fra Saudi-Arabien i september 2017, blot få måneder efter at Mohammed bin Salman var kommet til magten.

 

Kilde: ritzau

131 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere