Efter flere dages kraftige protester mod regeringen er præsidenten i Burkina Faso, Roch Marc Christian Kaboré, natten til mandag blevet anholdt.
Meget er stadig usikkert omkring situationen i landet, men ifølge france24 bliver Roch Marc Christian Kaboré holdt fanget. Om det er det samlede militær i Burkina Faso, der står bag kuppet, eller om det er en gruppe bestående af deserterede soldater, er endnu uvist.
Søndag aften var der ildkamp tæt ved præsidentens private hjem i landets hovedstad, Ouagadougou. Søndag kom de første meldinger om en gruppe deserterede soldater, der gik til angreb på præsidenthjemmet.
Burkinerne har i en længere periode protesteret imod præsidenten. Det er blandt andet en stigende utilfredshed med regeringens nølende indsats over for voldelige islamistiske grupperinger i landet, der har ført til de voldelige protester.
Roch Marc Christian Kaboré har været præsident siden 2015. Han er landets første præsident, der ikke har gjort karriere i landets militær.
Ekstra Bladet følger sagen ...