Medie: Nordea-direktør hev millioner hjem i skattely

Den russiske vicedirektør trak angiveligt 7,4 millioner fra en anonym konto i Luxembourg til sin egen konto i Rusland. Ifølge Politiken skete det med hjælp fra bankens egne medarbejdere

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Da Panama-sagen tilbage i april rullede i de internationale medier, kom Nordea i søgelyset herhjemme, da banken angiveligt skulle have formidlet kontakt til advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama for at oprette anonyme selskaber for bankens velhavende kunder, som ville undgå at betale skat.

Nu ser det ud til, at banken endnu engang er kommet på mediernes dagsorden, efter det søndag aften kom frem, at en vicedirektør i Nordea Rusland skulle have smuglet millioner af kroner ind i Rusland, uden myndighederne har vidst noget om det.

Det viser en gennemgang af de lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, som Politiken har foretaget.

Se også: GRAFIK: Forstå Panama-finten på ét minut

Ifølge avisen har i alt fem personer fra ledelsen i Nordea Rusland fået lavet anonyme selskaber - heriblandt næstformanden og topdirektøren.

Ifølge Politiken skulle vicedirektøren tilbage i december 2015 have fået lavet et falskt lånedokument, der hjalp ham med at overføre lidt over syv millioner kroner fra en konto i Nordea Luxembourg til sin private konto i Nordea Rusland. Og ifølge avisen skulle det endda være sket med hjælp fra bankens egne medarbejdere i henholdsvis Luxembourg og Rusland.

Direktøren skulle i en mail til en kollega i Nordea Luxembourg angiveligt have skrevet, at overførelsen skulle ske uden om de russiske myndigheder.

Vicedirektøren er efterfølgende fratrådt sin stilling.

Se også: Medie: Nordea hjalp russere med hvidvask af skattelypenge

Alt imens var Nordeas øverste chef Casper von Koskull formand for bestyrelsen i Nordea Rusland, men fratrådte stillingen efter kort tid. Nordea har ikke ønsket at uddybe hvorfor over for Politiken.

Selskaber skal lukkes

Ifølge Nordea bruges selskaberne ikke til at skjule penge for de russiske myndigheder.

- Vores ledelse i Rusland har bekræftet, at alle oplysninger er indberettet til de russiske skattemyndigheder, skriver Nordea til DR Nyheder.

Se også: Ekspert: Nordea taler ned til danskerne

Banken forklarer videre, at de såkaldte offshoreselskaber er en lovlig måde at strukturere formuer på i Rusland. Samtidig oplyser banken dog, at de pågældende selskaber skal lukkes med det samme.

- Det skyldes, at vi ikke ønsker at blive kædet sammen med selskaber, der anses for at operere i en gråzone, skriver Nordea.

Adgang til Panama-papirer

Ekstra Bladet har ikke haft mulighed for at undersøge de 11,5 millioner interne dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama i skattely-skandalen.

Dokumenterne er lækket til 109 medier fra 76 lande i organisationen International Consortium of Investigative Journalists, hvor Ekstra Bladet ikke er medlem.

Danmarks Radio og Politiken er medlem af organisationen, og de har som de eneste danske medier haft mulighed for at undersøge omfang og kontekst for en dansk kobling til den internationale skattely-skandale.

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere