Medie: Spaniens ekskonge opholder sig i Den Dominikanske Republik

Han forlod Spanien søndag, men det var uvist, hvor han ville rejse hen

Den tidligere konge efterforskes for en korruptionssag. Foto: Jaime Reina/Ritzau Scanpix
Den tidligere konge efterforskes for en korruptionssag. Foto: Jaime Reina/Ritzau Scanpix

Spaniens tidligere kong Juan Carlos opholder sig midlertidigt i Den Dominikanske Republik.

Det skriver avisen La Vanguardia.

Det spanske dagblad citerer ingen kilder for oplysningerne. Andre medier har angivet, at kongen skulle være i Portugal.

Avisen skriver, at tilbragte natten i spanske Sanxenxo, Pontevedra. Mandag satte han sig ind i en bil til Porto i Portugal og fløj der fra til Den Dominikanske Republik.

Hans plan er angiveligt at slutte sig til familien Los Fanjul, som er en meget velkendt latinamerikansk familie, der ejer sukkerplantager i USA og Den Dominikanske Republik i det Caribiske Hav.

Den engang så populære Juan Carlos er omgærdet af skandaler. Ekskongen besluttede sig for at forlade Spanien søndag. Det meddelte han i et brev til sin søn, kong Felipe.

Ifølge den 82-årige eksskonge selv har han pakket sine ting og rejst for at gøre det lettere for kong Felipe at udføre sine pligter.

Korruptionssag
Det kommer 'i lyset af de offentlige udfald, som visse tidligere begivenheder har forårsaget', skriver han i meddelelsen.

Hans afrejse blev offentliggjort mandag, men det blev ikke oplyst, hvor hen han han satte kursen mod.

I juni kom det frem, at en anklager ved Spaniens højesteret er ved at efterforske Juan Carlos for hans rolle i kontrakter indgået med Saudi-Arabien om højhastighedstog.

Anklageren undersøger, hvorvidt den tidligere konge kan retsforfølges for korruption, eller om han var beskyttet af immunitet frem til juni 2014. Her abdicerede han og overlod tronen til sin søn, Felipe.

Beskyldningerne mod den tidligere konge har fået hans popularitet til at styrtdykke. Der er bekymring for, at sagen også kan komme til at skade Felipe.

Juan Carlos satte sig på tronen i 1975, efter at general Franco, Spaniens autoritære leder gennem flere årtier, døde.

48 kommentarer
Vis kommentarer