Medie: Tyrkisk embedsmand har billeder af falsk Khashoggi

I afdød journalists tøj sneg en mand sig ud ad bagdør til konsulat, siger en tyrkisk embedsmand til CNN

Forstå sagen på et øjeblik her.

En person, der er blandt de mistænkte for drabet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, blev fanget på kameraer i journalistens tøj, efter at Khashoggi var blevet dræbt. 

Det vurderer en højtstående tyrkisk embedsmand ifølge CNN. Tv-stationen har fået fat i billederne, der er en del af den tyrkiske regerings efterforskning. 

Her ser det ifølge CNN ud til, at manden forlader konsulatet iført Khashoggis tøj, et falsk skæg og briller. 

Den samme 57-årige mand blev efterfølgende set i Khashoggis tøj ifølge den tyrkiske efterforskning ved byens kendte attraktion Den Blå Moské.

Se også: Saudi-kronprins kondolerer over for Khashoggis søn

Manden optræder på overvågningsfoto ved moskéen, få timer efter at journalisten sidst blev set 2. oktober. Det var her, han trådte ind af døren til Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. 

Manden på billederne er af embedsmænd blevet identificeret som Mustafa al-Madani. Han er angiveligt en del af den gruppe, der ifølge efterforskere skal have stået bag drabet. 

Khashoggi var på ambassaden i starten af oktober, da han havde en aftale for at få nogle dokumenter til sit kommende bryllup. Imens stod hans forlovede og ventede på ham udenfor. 

Saudi-Arabien er kommet med forskellige forklaringer på, hvad der er sket med journalisten. Først blev det nægtet, at han var død på ambassaden.

Den 59-årige journalist og systemkritiker, Jamal Khashoggi,  er efter alt at dømme blevet dræbt og parteret af 15 personer på det saudiske konsulat i Istanbul. Foto: Virginia Mayo/AP Samfund - 20. okt. 2018 - kl. 19:46 Ekspert om mord på saudisk journalist: Derfor tøver Trump

Senere blev det forklaret, at hans død var resultatet af en nævekamp. Men søndag kom der en ny forklaring. 

Til Reuters fortalte en embedsmand, at et saudisk hold på 15 var sendt til konsulatet for at lægge pres på Khashoggi. 

Til dem skulle Khashoggi have fortalt, at han havde folk udenfor, der ville kontakte de tyrkiske myndigheder, hvis han ikke kom ud. 

En samtale om trusler mellem de to parter skulle efter sigende være løbet løbsk. Det endte med at der blev taget kvælertag på journalisten, som ifølge forklaringen førte til hans død. 

Men den forklaring bliver afvist af Yasin Aktay, der er en af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans rådgivere. 

- Man kan ikke undgå at undre sig over, hvordan der kunne have været en nævekamp mellem 15 unge kampeksperter (...) og en 60-årig Khashoggi, der er alene og forsvarsløs, siger han.

Erdogan vil mandag på et møde diskutere sagen med tyrkiske ministre.

PORTRÆT: Fra saudiarabisk insider til åben kritiker

Den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev 59 år.

Ifølge saudiarabiske myndigheder døde han under en slåskamp på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul den 2. oktober - 11 dage før sin 60-års fødselsdag.

Khashoggi gik fra at være helt tæt på den saudiarabiske kongefamilie til at være en udtalt kritiker af den ultrakonservative regering i kongeriget på Den Arabiske Halvø.

I sin sidste klumme i The Washington Post plæderede Khashoggi for større ytringsfrihed i Mellemøsten.

- Den arabiske verden har fået sig sit eget jerntæppe - ikke på grund af ydre fjender, men fordi indre kræfter kappes om magten, skrev han.

- Den arabiske verden har brug for en moderne udgave af de gamle, transnationale medier, så borgerne kan blive informeret om det, der sker i verden. Hvad der er endnu vigtigere er, at vi bliver nødt til at skabe en platform for de arabiske stemmer.

Nu er Jamal Khashoggis stemme gjort tavs for evigt.

Den saudiarabiske journalist, der forsvandt, efter han gik ind på konsulatet i Istanbul, gik i eksil i USA i 2017 som følge af uoverensstemmelser med Saudi-Arabiens magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman.

Khashoggi kom fra en prominent saudiarabisk familie med tyrkisk oprindelse.

Hans bedstefar, Mohammed Khashoggi, var Saudi-Arabiens grundlægger kong Abdul Aziz al-Sauds personlige læge. Hans onkel var den berygtede våbenhandler Adnan Khashoggi.

Jamal Khashoggi kunne tilskrives mange modstridende beskrivelser: En ven af en ung Osama bin Laden, en tilhænger af Det Muslimske Broderskab, en ven af den saudiarabiske kongefamilie, en kritiker af det saudiarabiske styre og liberal.

Efter han dimitterede fra Indiana State University i 1982, begyndte han at arbejde for saudiarabiske dagblade, herunder Saudi Gazette og Al-Sharq al-Awsat.

Da han blev sendt til Afghanistan for at dække konflikten i landet, spredtes et billede af ham med et maskingevær og iført afghansk tøj.

Khashoggi kæmpede ikke i Afghanistan, men sympatiserede med mujahedinerne under krigen i 1980'erne mod Sovjetunionens besættelse af landet.

Han var kendt for at være tiltrukket af Det Muslimske Broderskabs politik om at forsøge at slette resterne af vestlig kolonialisme fra den arabiske verden.

Det var netop denne vision, der bragte ham tættere på en ung Osama bin Laden, der senere grundlagde den militante organisation al-Qaeda.

Som ung journalist interviewede Khashoggi Osama bin Laden flere gange, hvilket gav ham international opmærksomhed. Senere i 1990'erne trak Khashoggi sig dog væk fra manden, som opfordrede til angreb mod Vesten.

Jamal Khashoggi blev født i den hellige by Medina 13. oktober 1958 og brugte sin ungdom på at studere islamisk ideologi og omfavnede liberale idéer.

Saudiarabiske myndigheder begyndte dog at se Khashoggi som værende for progressiv. Presset fra myndighederne førte til, at han i 2003 måtte trække sig som chefredaktør for den saudiarabiske avis Al Watan efter kun 54 dage i jobbet.

Over årene fungerede han som rådgiver for både embedsfolk i Washington og Riyadh, blandt andre for prins Turki bin Faisal, der stod i spidsen for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste i mere end 20 år.

Da Turki bin Faisal blev udnævnt til ambassadør i Washington i 2005, rejste Khashoggi med ham.

I 2007 vendte Khashoggi tilbage til avisen Al Watan. Men tre år senere blev han fyret. Ifølge Khashoggis hjemmeside skete det som følge af hans 'redaktionelle stil, som rykker grænserne for diskussion og debat inden for det saudiarabiske samfund'.

Khashoggi flygtede fra Saudi-Arabien i september 2017, blot få måneder efter at Mohammed bin Salman var kommet til magten.

 

Kilde: ritzau

OVERBLIK: Sagen om den forsvundne journalist

* Den saudiarabiske journalist, kommentator og systemkritiker Jamal Khashoggi forsvinder 2. oktober efter et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

* Optagelser fra overvågningskameraer offentliggjort af tyrkiske medier viser Khashoggis ankomst til bygningen og senere en sort varebil, der forlader konsulatet. De saudiarabiske myndigheder har afvist at levere optagelser, der viser, at journalisten har forladt konsulatet.

* Tyrkiske medier har også vist billeder af det, der skulle være 15 saudiarabiske efterretningsagenter, der lander i Istanbul aftenen før Khashoggis forsvinden, og som alle forlader landet igen dagen efter.

* Saudi-Arabien har tidligere afvist enhver anklage om, at man skulle have dræbt den systemkritiske journalist.

* Natten mellem den 15. og 16. oktober får tyrkiske efterforskere adgang til konsulatet. Efter otte timers jagt efter spor forlader efterforskerne stedet. De tager blandt andet jord fra konsulatets have med sig.

* Anonyme embedsmænd i den tyrkiske regering fortæller ifølge nyhedsbureauet AP, at der på konsulatet er fundet spor efter drab og partering af Jamal Khashoggi.

* 18. oktober siger den amerikanske præsident, Donald Trump, at det ser ud til, at Jamal Khashoggi er blevet dræbt. Det er første gang, at Trump anerkender, at journalisten kan være blevet dræbt.

* Det sker, efter at den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har været i Saudi-Arabien og Tyrkiet for at høre begge lande om sagen.

* Sent om aftenen fredag 19. oktober bekræfter Saudi-Arabien, at Khashoggi blev dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul. Ifølge en offentlig anklager var det en slåskamp mellem Khashoggi og folk på konsulatet, der førte til journalistens død.

* 18 personer er indtil videre anholdt i sagen, oplyser Saudi-Arabien.

Kilder: New York Times, AP, Reuters, Al-Jazeera.

109 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere