Medier: Militærkup i gang

Militæret i Gabon hævder at have taget magten i det lille, olierige afrikanske land, rapporterer BBC

Gabons præsident, Ali Bongo, skulle i disse timer være ved at blive afsat i forbindelse med et militærkup, oplyser internationale medier. Video: Reuters

Militæret i Gabon hævder at have taget magten i det lille, olierige afrikanske land. Ifølge BBC har soldater indtaget den statslige radio, hvor de har læst en erklæring op til nationen, mens der lød skud i hovedstaden.

Samtidig rapporterer flere internationale medier, at kampvogne og andre pansrede køretøjer er kørt ind i hovedstaden, Libreville.

Militærkuppet kommer angiveligt, efter at landets præsident, Ali Bongo, ved en nytårstale i mandags forsøgte at mane rygter til jorden om, at han skulle være stærkt svækket af sygdom.

24. oktober blev Ali Bongo ramt af hjerteproblemer under et statsbesøg i Saudi-Arabien. Siden har han modtaget behandling i Marokko, og det skulle være herfra, nytårstalen er blevet afholdt.

- Talen har forstærket tvivlen på præsidentens evne til fortsat at varetage embedet, lyder det fra oberst Kelly Ondo Obiang, der er selverklæret leder af oppositions gruppen Den Patriotiske Bevægelse for Sikkerhedsstyrkerne i Gabon.

Ali Bongo blev genvalgt som præsident i 2016, men der blev fremsat beskyldninger om valgsvindel. Hans valgsejr var snæver. EU har åbent betvivlet det officielle resultat.

Bongo overtog magten efter sin far, som døde i 2009. Faderen ledede Gabon i 42 år.

Frankrig er tidligere kolonimagt i landet, og der er fortsat stærke bånd mellem landene.

119 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere