Det iranske moralpoliti har vakt opsigt og været stærkt kritiseret for deres voldsomme adfærd.
Kritikken af politiet er taget til, siden den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i politiets varetægt for to en halv måned siden, hvilket udløste massive protester i Iran.
Men nu tyder meget på, at moralpolitiet, der blev etableret af den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og med hårdføre metoder har patruljeret Irans gader siden 2006, er fortid.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og DPA.
Ifølge DPA har Irans chefanklager, Mohammad Jafar Montazeri, bekræftet, at moralpolitiet afskaffes.
- Moralpolitiet er blevet opløst, men den dømmende autoritet fortsætter med at tage hånd om de sociale udfordringer, har han ifølge DPA udtalt til den iranske avis Shargh.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kvinder går forrest
Mahsa Amini er blevet et symbol på protesterne i Iran.
Den 22-årige kvinde blev i september anholdt i Irans hovedstad,Teheran, fordi moralpolitiet mente, at hun havde brudt reglerne for påklædning. Amini havde nemlig ikke tildækket sit hår.
Tre dage efter døde hun i politiets varetægt – ifølge iranske myndigheder mistede hun livet som følge af et organsvigt. Hendes far benægter ifølge Reuters, at Mahsa Amini havde helbredsproblemer, og holder politiet ansvarlig for hendes død efter slag mod hoved, arme og ben.
Siden har kvinder demonstreret mod det islamiske regime i Iran ved at smide tørklædet og klippe deres hår.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Protester efter den 22-årige Mahsa Aminis død, hvor iranske kvinder brænder tørklæder af på sociale medier, foregår nu i fuld offentlighed
Voldsom adfærd
Det er svært at vide, hvad der præcist sker i Iran. Det iranske præstestyre har nemlig indført massiv censur i landet, og udenlandske journalister har svært ved at komme ind i landet.
Men iranske demonstranter formår alligevel at omgå censuren og deler videoklip på sociale medier, der viser moralpolitiets voldsomme metoder over for de mange tusind demonstranter.
De nuværende demonstrationer i Iran er nogle af de største mod landets præstestyre, siden det indtog magten efter en revolution i 1979, skriver Ritzau.
Men kommer nedlæggelsen af moralpolitiet så til at lægge en dæmper på de omfattende demonstrationer?
Det tvivler formanden for Norges parlament, Stortinget, på. Dagbladet.no har været i kontakt med Masud Gharahkhani, som er født i Iran og flere gange har udtalt sig kritisk om præstestyret:
- Regimet har endda dømt folk til døden. Det spiller ingen rolle, hvad regimet kalder moralpolitiet. Deres brutalitet og vold fortsætter, skriver han i en sms til Dagbladet.no.