Medierne vandt valget

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og medie-debatten efter i sømmene

Medierne fik kritik for at give Paludan for megen taletid, men der var ikke noget at komme efter. Her er i øvrigt et af valgkampens absolut bedste fotos taget af Anthon Unger ved den første partilederrunde. Foto: Anthon Unger
Medierne fik kritik for at give Paludan for megen taletid, men der var ikke noget at komme efter. Her er i øvrigt et af valgkampens absolut bedste fotos taget af Anthon Unger ved den første partilederrunde. Foto: Anthon Unger

Medierne får skyld for meget, ikke mindst igennem en lang valgkamp.

Fra starten handlede det om, at vi gav Rasmus Paludan for megen taletid. Hvilket jeg godt kan forstå, for jeg kender også følelsen af at have lyst til at lukke ned for en, der brænder bøger af, råber ’skrid hjem’ efter medborgere og kalder andre for ’nazi-svin’ midt i vores demokrati.

Men journalistik må ikke baseres på følelser - den skal udspringe af kolde hoveder. Og prøv lige at se tilbage. Hvad skete der? De historier, der blev lavet om Paludan, var konkrete og relevante. De handlede om stalking, tilhold og chikane. Om familiemedlemmer, der stod frem og advarede. Om en hjerneskade og om økonomien i Stram Kurs. Hvilket til gengæld gjorde Paludan svært utilfreds. Men det bør han ikke være, for han fik samme behandling som alle andre.

Værter som Kåre Quist og Natasja Crone tog imod ham på de store public service-kanaler på lige fod med de andre partiledere og behandlede både ham og vores demokrati respektfuldt. Med kolde hoveder.

På den anden side af valgkampen lød der også kritik af vores rolle.

Torsdag morgen kunne man på TV2 News’ morgenflade se og høre Dansk Folkepartis Peter Skaarup give pressen en del af skylden for partiets dramatiske nedtur.

Det havde ifølge ham været for svært at komme igennem ’nåleøjet’ hos medierne, og derfor havde de ikke fået budskaberne om deres politiske succeser ordentligt ud over rampen.

Det er - undskyld mig - noget sludder, og det tror jeg også godt, Skaarup ved. Følelserne har sikkert også i dette tilfælde spillet ind efter et meget langt forløb, hvor hans parti blot har kunnet se ned i en dybere og dybere nedtur. Desuden vidste Skaarup på tidspunktet for interviewet ikke, om han personligt var købt eller solgt som folketingsmedlem.

Sandheden er, at de etablerede medier gennem denne valgkamp har vist, hvad journalistikken er værd, og hvorfor vi ikke kan nøjes med hverken følelser eller algoritmer. De etablerede medier har desuden nytænkt dækningen og sprudlet af kampgejst. Her kunne jeg helt ublu nævne Ekstra Bladets fede valg-live som eksempel. Og det gør jeg så også, for jeg er hamrende stolt af vores dygtige folk, som med stor faglig viden, hurtighed og journalistisk næse i døgndrift har guidet brugerne igennem valget med masser af sprøde nyheder og overskud til at svare på spørgsmål undervejs. Men jeg kan også nævne DR's valgaften, som imponerede visuelt med et skarpt skåret studie midt i ’maskinen’. DR havde desuden fået den gode idé at caste to tidligere statsministre som kommentatorer i sofahjørnet. 

Eksemplerne er mange, og det hører desuden med til billedet af den gode dækning, at nyhedsbilledet ikke blev skæmmet af fake news og angreb fra russiske troldefabrikker, som mange ellers havde frygtet. Måneder før valget blev skudt i gang, slog flere ministre alarm, men Forsvaret har ikke fundet et eneste eksempel på russisk påvirkning af valget.

Jeg er fortrøstningsfuld. Denne valgkamp har vist, at vi er klar til de udfordringer, der måtte komme.

107 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere