Bor du i Storkøbenhavn, kan du fredag forvente at se en del flere fly på himlen end normalt - hvis ellers du kan få øje på dem gennem det massive skydække.
Som følge af det voldsomme blæsevejr bruger Københavns Lufthavn nemlig en anden landingsbane, end de plejer.
Det oplyser lufthavnen på Twitter.
'I dag vil der være flere fly ind over Storkøbenhavn. På grund af den kraftige vind fra øst bruger vi bane 12 (også kendt som Tværbanen) til landinger,' lyder det.
Voldsomt vejr
Store dele af landet er fredag ramt af hård blæst og regn. Frem til klokken 8 er der således registreret stormende kuling og vindstød af stormstyrke fra sydøst i det nordøstlige Jylland.
Det oplyser DMI på Twitter.
I resten af landet har man registreret typisk jævn til hård vind og kraftige vindstød.
'Vinden ventes at aftage mærkbart omkring frokost og bliver efterhånden let til frisk fra sydvest,' skriver de.
Værst står det til i Nordjylland, hvor DMI har udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke, som gælder fra klokken 8.50 og indtil videre til klokken 13.