Mens hele verden kiggede: Trump buhet af scenen

For kort tid siden afholdt Trump sin længe ventede tale ved World Economic Forum. Men det var det efterfølgende interview det stjal opmærksomheden

Publikum buher af Trump under interview på World Economic Forum. Se hændelsen her. Video: AP

For få minutter siden trådte Donald Trump ned fra talerstolen på World Economic Forum, der i disse dage løber af staben i den schweiziske by Davos.

Trumps tale var ventet med spænding, da hans politiske slogan 'America First', står i skærende kontrast med det overordnede emne for årets topmøde, som folkene bag i år har valgt skal omhandle 'skabelsen af en fælles fremtid i en splittet verden'.

Men det er ikke Trumps tale, der kommer til at løbe med de store overskrifter, selvom den var ventet med spænding af mange.

Buhet af på scenen
I stedet bliver det den seance der udspillede sig på scenen i Davos efter talen.

Her blev Trump interviewet og særligt et svar fik publikum op af stolene.

- Som en forretningsmand er jeg altid blevet behandlet pænt af pressen. Det var ikke før jeg blev politiker, det gik op for mig hvor beskidt, ondskabsfuld og falsk pressen kan være, lød det fra præsidenten.

Det fik publikum i salen til at buhe af Trump.

USA er åben for forretning!
Som tidligere nævnt var Trumps tale ventet med stor spænding af verdenssamfundet.

Trump brugte sin tid på at reklamere for sin nye skattereform og fortælle de omkring 3000 magtfulde deltagere ved topmødet om fordelene ved at flytte hele eller dele af deres forretning til USA:

- Jeg er her for at levere et simpelt budskab: Der har aldrig været et bedre tidspunkt at ansætte folk, bygge, investere og vokse i USA. USA er åben for forretning, siger Donald Trump.

- Jeg vil altid sætte USA først, ligesom ledere af andre lande burde sætte deres lande først. Men USA først bør ikke betyde USA alene, lød det fra Trump.

Det fik den danske finansminister Kristian Jensen(V) til tasterne på Twitter:

- Ærligt talt: En ret ordinær tale fra Donald Trump. Vi havde ikke brug for en salgstale for men et vision for et fornyet samarbejde om vækst, skriver den skuffede finansminister.

Trumps tale blidere end forventet

Trumps tale var blidere i tonen om både frihandel og den sikkerhedspolitiske situation, end mange havde forventet og han tidligere har været.

Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker ved Danske Bank Mikael Milhøj samt Philip Christian Ulrich, der skriver om udenrigs- og sikkerhedspolitik for Kongressen.com.

Talen startede med bemærkninger om den amerikanske økonomi og Trumps tanker om handel med andre lande. Her er Donald Trump kendt for en skeptisk tilgang til nuværende handelsaftaler.

- Han kom ikke med hints om, at han vil føre en mere protektionistisk politik, end han hidtil har gjort, siger Mikael Milhøj og tilføjer:

- Tværtimod prøvede han at sige, at selv om det er America First er det ikke America Alone. Hvorvidt det vil fortsætte ud over den her tale, synes jeg, er svært at sige.

- Den her tale havde et mere positivt syn på, at USA er åbent for forretninger på tværs af lande.

Også USA's sikkerhedspolitiske allierede fik uvant pæne ord med på vejen, vurderer Philip Christian Ulrich.

- Der var både den klassiske, hvor han løfter en pegefinger og siger, at allierede skal løfte deres del af byrden. Men der var også en tak til de lande, der bidrager. Det er noget, vi ikke hører så ofte fra Donald Trump, siger han.

/ritzau/

650 kommentarer
Vis kommentarer