Mens vi andre sveder: Her er de vilde med varmen

Danske vinavlere kan næsten ikke få sol nok - nu er den bedste årgang nogen sinde på trapperne

62-årige Thorbjørn Risgaard debuterede som vinbonde for ni år siden. Nu vil han lave dansk champagne af sine hvide druesorter. Foto: Anita Graversen
62-årige Thorbjørn Risgaard debuterede som vinbonde for ni år siden. Nu vil han lave dansk champagne af sine hvide druesorter. Foto: Anita Graversen

Få en vejrprognose for den næste måneds tid her.

En gang var her kornmarker. Nu står der tusinder af vinranker og labber den danske sommer i sig. Sirlige og snorlige rækker. Med kæmpe klaser af saftspændte druer, som ikke kan få sol nok.

I den fede, midtjyske muld ved Vattrup mellem Viborg og Silkeborg vanker om få uger den bedste vinhøst nogensinde. Hvilket vil sige den bedste årgang, siden vinavler Thorbjørn Risgaard i 2009 plantede vinstokke på den 500 år gamle Neder Kjærsholm Hovedgård.

- Det bliver et fantastisk vinår. Vi kommer vi op på 6-7000 flasker mod blot 1000 flasker sidste år, siger en storsmilende Thorbjørn Risgaard.

Perfekte druer
- Druerne er helt perfekte. Masser af store klaser som har fået optimalt vejr under væksten. Det kan ikke gå galt, siger 62-årige Thorbjørn Risgaard, hvis hovedgesjæft er entreprenørfirmaet Danboring med speciale i underjordisk rørføring.

Vinavlen begyndte som en hobby og er siden blevet kommerciel med fuldt moderne produktionsudstyr i den dyre ende. I vineriet står der rustfrie ståltanke og en tysk vinpresse i aluminium.

- En Mercedes for vinfolk, som Risgaard siger.

Under den gamle herregård ligger flere års produktion og modner på flaske og i franske egetræstønder ved 12 grader. Al vin på Neder Kjærsholm er usprøjtet og plukkes med håndkraft. Et kilo vindruer pr. flaske.

Artiklen fortsætter under billedet:

- Se lige de her druebasser. De bugner af saft og er lige nu i fuld gang med at omsætte solskin til sukker, som vil blive til en meget fin vinårgang, fortæller Thorbjørn Risgaard. Foto: Anita Graversen
- Se lige de her druebasser. De bugner af saft og er lige nu i fuld gang med at omsætte solskin til sukker, som vil blive til en meget fin vinårgang, fortæller Thorbjørn Risgaard. Foto: Anita Graversen
 

Stor årgang på trapperne
- Årets sommer er det bedste, der nogensinde er sket for de 50-60 danske vinbønder. Vores hidtil bedste årgang er på trapperne, og der bliver noget at glæde sig til. Bare vent, siger Thorbjørn Risager.

Neder Kjærsholm har 3,5 hektar marker med tre røde og tre hvide druesorter. Det er meget robuste druer af typer som Ronda og Solaris, der både kan klare en jævnt træls, dansk sommer med regn og blæst og et ordentligt solblus som i år med hidtil flere end 50 sommerdage.

- Egentlig dur vores klima ikke rigtigt til at lave rødvin. Ikke her på stedet i hvert fald, men det er vigtigt at prøve sig frem for at få noget erfaring.

Artiklen fortsætter under billedet:

I kælderen under Neder Kjærsholm modner vinhøsten på franske egetræstønder, inden den kommer på flaske. Thorbjørn Risgaard har investeret mange penge i sin hobby, som i dag er fuldt kommerciel. Foto: Anita Graversen
I kælderen under Neder Kjærsholm modner vinhøsten på franske egetræstønder, inden den kommer på flaske. Thorbjørn Risgaard har investeret mange penge i sin hobby, som i dag er fuldt kommerciel. Foto: Anita Graversen

Midtjysk champagne
- Til gengæld er det danske vejrlig helt fint til hvide druer. Jeg får besøg af nogle champagne-folk i næste uge, som vil hjælpe med at få vores hvide Solaris fra 2017 til at blive en dansk mousserende vin lavet efter champagne-metoden, fortæller han.

- I øjeblikket står dette års druer på markerne og omsætter sollys til sukker i mængder, vi nok aldrig har set før. Det vil klart afspejle sig i kvaliteten, når vi går i gang med at lave vinen i efteråret.

- Det eneste, der kan ødelægge mit gode humør er, hvis der lige op til høsten kommer et haglvejr med nogle meget store hagl. Det vil ødelægge alt.

- Men nej, nej, det kan ikke gå galt!

Vinbønder hæver glasset

'2018' vil blive en af de første store hits på flasker fra danske vinbønder. Allerede inden årets høst er i hus, har den lille flok medlemmer af vinavlerforeningen gjort klar til at skåle.

- Det tegner til at blive det bedste vinår i dette årti, sagde næstformand i Dansk Vin, Hans Neergaard Münter, forleden til mja.dk.

- Det er de lidt ældre, etablerede planter, der giver godt, De helt unge planter risikerer at blive udfordret på grund af tørken. Til gengæld vil varmen og solen også give god dansk rødvin i år, lød det fra Hans Neergaard Münter.

- Tak for den flotte sommer, jubler vinbonden Thorbjørn Risgaaard og fejrer de flere end 50 sommerdage med et køligt glas hvidvin af egen avl. Foto: Anita Graversen
- Tak for den flotte sommer, jubler vinbonden Thorbjørn Risgaaard og fejrer de flere end 50 sommerdage med et køligt glas hvidvin af egen avl. Foto: Anita Graversen
 

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere