Flere hundrede danskere og svenskere er endnu en gang fanget i Thailand på grund af flyproblemer.
De mange passagerer skulle have været med et TUI-fly mandag morgen klokken 08.00 med afgang fra Phuket.
Men sådan kom det ikke til at gå. Ved firetiden mandag morgen (lokal tid, red.) fik gæsterne via SMS at vide, at fly-afgangen er udsat et døgn på grund af problemer med brændstoffet.
Flykaos forude: Sådan får du erstatning
Passagererne skal nu flyttes rundt på forskellige hoteller, indtil de kan komme med et fly hjem.
Samtidig har 289 voksne og ti børn fået udsat deres afgang fra Kastrup til Phuket med 18 timer.
34-årige Rasmus H. Sørensen fra Aalborg er sammen med sin hustru og børn på ferie i Thailand med et vennepar.
- Her er et nyt slogan: TUI-rejser, du gerne vil hjem fra, lyder det sarkastisk fra Rasmus H. Sørensen.
De to familier har tilbragt ferien i skønne Khao Lak godt to timers kørsel fra lufthavnen i Phuket.
- Vi har haft en rigtig dejlig ferie her, og guiderne har været fantastiske. Men det er ærgerligt og besværligt, at vi ikke kan komme hjem. Både min hustru og jeg skal på arbejde. Nu skal der ændres en masse aftaler og vores tilslutningsfly er også røget. Når man er indstillet på at skulle hjem fra ferie, så vil man bare gerne hjem.
Rasmus H. Sørensen fortæller til Ekstra Bladet, at de to familier får lov til at blive boende på deres resort i Khao Lak.
- Vi har været ret så insisterende på at blive boende her. Vi vil ikke til at flytte rundt med fire børn. TUI ville ellers have, at vi skulle køre til lufthavnen i Phuket, hvorefter man så ville få tildelt et nyt hotel, fortæller Rasmus.
Ekstra Bladet har fået flere henvendelser fra de strandede turister i Thailand som undrer sig over, at der endnu en gang er problemer med flyet.
34-årige Rasmus H. Sørensen understreger, at de lokale TUI-guider har gjort alt, hvad de kunne.
- Men de bliver ladt totalt i stikken af TUI. Det var os, der måtte fortælle guiderne, at vi ikke kom af sted som planlagt. Guiderne er udstyret med mobiltelefoner med taletidskort, som for længst er løbet ud. Så man kan ikke ringe til dem.
Rasmus undrer sig også over, at der så ofte er problemer med flyene.
- Det må jo koste kassen for TUI. Vi skal have refunderet næsten halvdelen af rejsens pris nu. Det kan da slet ikke betale sig. Det er mit indtryk, at flyene er gamle og udslidte. Det er måske her, at problemer ligger, siger 34-årige Rasmus H. Sørensen til Ekstra Bladet.