Mere end hvert fjerde dødsfald i EU skyldes kræft

I Danmark dør næsten tre ud af 10 af kræft. Det er det fjerdehøjeste niveau i hele EU, viser tal fra Eurostat

Mere end hvert fjerde dødsfald i EU skyldes kræft, viser nye tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

I 2013, som de nyeste tal stammer fra, døde 1,3 millioner EU-borgere af kræft, hvilket svarer til 26 procent af samtlige dødsfald.

Der er flere mænd end kvinder, der dør af kræft, viser tallene. I alt døde 726.500 mænd og 570.300 kvinder af kræft i EU i 2013.

Blandt alle EU-lande er kræft den største dræber i Slovenien, hvor 32 procent af samtlige dødsfald skyldes den frygtede sygdom, fulgt af Holland med 31 procent og Irland med 30 procent.

Herefter kommer Danmark, hvor kræft er årsag til 29 procent af samtlige dødsfald, hvilket er det fjerdestørste omfang i hele EU, viser tallene fra Eurostat.

Omkring 15.250 danskere døde af kræft i 2013. Heraf var cirka 8000 mænd og 7250 kvinder.

I den anden ende af skalaen er kræft årsag til under hvert femte dødsfald i Bulgarien, hvor omfanget ligger på 17 procent, og i Litauen med 19 procent.

Den største dræber i EU er lungekræft, der står for 21 procent af samtlige kræftdødsfald, mens tarmkræft står for 12 procent af dødsfaldene.

Blandt mandlige EU-borgere, der dør af kræft, skyldes det i 26 procent af tilfældene lungekræft, mens det er 15 procent af alle kræftdøde kvinder, der er ramt af lungekræft.

Blandt kvinderne er brystkræft til gengæld den største dræber, idet den kræfttype er årsag til 16 procent af dødsfaldene blandt kvinder, der dør af kræft i EU.

Prostatakræft, der kun rammer mænd, er årsag til hvert tiende kræftdødsfald blandt mandlige EU-borgere.

I Sverige skyldes hvert femte kræftdødsfald blandt mænd prostatakræft, og herefter følger Danmark, hvor 15 procent af de mænd, der dør af kræft, er ramt af netop den sygdom.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere