Kan du en masse trick med en fidget spinner? Så vil vi gerne se videoer eller endnu bedre have besøg af dig, så du kan vise, hvordan man gør. Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk
Den lille roterende 'dims' holdes med fingrene og roterer ved hjælp af kugleleje i midten. Fidget spinners er en ekstremt populær ny dille, som sælger mere end nogen anden dille har gjort. Det fortæller Bent Rode, som i 30 år har solgt legetøj og har været igennem perioder med andre super populære diller, til Politiken.
- Jeg har solgt legetøj i 30 år og set mange diller komme og gå. Hønseringe, yoyoer, Pokémon og Kendama. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende som med fidget spinneren. Vi har solgt 6.000 af dem på 14 dage. De første 1.440 styk fik vi fra Sverige. Dem solgte vi på en dag. Vi har lige bestilt ekstra 14.000 fra Østen, men jeg tør ikke lægge dem i webshoppen. Jeg er bange for, at de bliver solgt så hurtigt, at vi ikke har til alle dem, der bestiller, siger Bent Rode.
Hos Rodes Legetøj i Hillerød oplevede man for nylig en 200 meter lang kø, da man åbnede for salget af de små fidget spinners.
Tricks
Fidget spinneren er blevet beskrevet som barn af hulahopringen og yoyo'en. I frikvartererne i landets skolegårde øver børnene sig i forskellige tricks, som kan laves med fidget spinneren. Når spinneren først drejer stabiliseres den i luften og kan derfor kastes mellem fingrene på forskellige måder.
Opfinder tjener ikke en krone
Den amerikanske opfinder Catherine Hettinger opfandt fidget spinneren for omrking 20 år siden siden til sin 7-årige datter. Men på grund af en presset økonomi, måtte hun opgive at beholde patentet.
- Jeg havde ikke pengene, så simpelt er det, siger den 62-årige, som nu arbejder med mindre ingeniørjobs, til The Guardian.
Moren fra Florida fornyede patentet gennem otte år, men måtte i 2005 indse, at hun ikke havde råd til at betale de 400 dollars, det krævede at forlænge. Og mens den nuværende ejer af patentet tjener stort på den globale dille, er hun flyttet til en mindre bolig for at få det hele til at løbe rundt økonomisk.
Alligevel tager hun det ikke så tungt.
- Folk har spurgt mig: 'Er du ikke vred?' Men jeg er bare glad for, at noget, jeg har designet, er noget, folk forstår, og at det fungerer for dem, siger Catherine Hettinger.