Metoo-sag i Københavns Stift: Kendis-præst fritaget fra tjeneste

- Jeg har fået en klage, Københavns biskop har reageret på den, jeg skal som tjenestemand holde min bøtte, lyder det fra den kendte præst Flemming Pless om ny klage-sag

Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen
Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen

Den kendte københavnske sognepræst Flemming Pless har siden marts været fritaget fra tjeneste fra sit virke som præst i København, efter der er indgivet klager mod ham.

Onsdag skriver Se og Hør samt BT, at klagerne er indgivet af fem kvinder, der har oplevet præsten har haft 'krænkende adfærd' både psykisk og fysisk, og at han har misbrugt sit embede.

Ekstra Bladet har onsdag aften været i kontakt med Flemming Pless. Han fortæller, at han ikke kan udtale sig i sagen.

- Når man er tjenestemand og får en klage, træder der et system i kraft, som på mange måder er gavnligt.

- Det sikrer, at en klage bliver behandlet, som en klage skal behandles. Det betyder, at når man bliver klaget over, så lukkes ens mund. Man kan kun henvise til biskoppen for kommentarer, siger han.

'Holder bøtte'
Han fortæller videre, at det var i marts, at klagen blev indgivet mod ham, og at han siden har været fritaget fra tjeneste.

- Ligegyldigt hvor mange kommentarer, jeg end måtte have, så skal kommentarerne rettes til biskoppen, når han beder om dem, og derefter er der nogle, som tager en beslutning.

- Er det en frivillig orlov, du er kommet på?

- Det må du snakke med biskoppen om. Allerede der kan der komme små bemærkninger om hid og did, og det duer ikke.

- Jeg har fået en klage, Københavns biskop har reageret på den, jeg skal som tjenestemand holde min bøtte og afvente, at sagen går sin gang. Udkommet er helt op til systemet, lyder det fra Pless.

Ifølge BT er der tale om Metoo-anklager, der strækker tilbage til 1997. Andre klager bunder i episoder fra 2019 og 2020.

Ikke første gang
Ekstra Bladet har tidligere skrevet om en anden klagesag, hvor Flemming Pless ligeledes var omdrejningspunkt.

Her skrev en efterladt om sin oplevelse med præsten:

'En præst, der mest af alt var optaget af sig selv og sin egen performance'. Som 'på alle måder virkede stødende og upassende', og som opførte sig 'respektløst' og 'uden indlevelse'.

Flemming Pless har været deltager i 'Til middag hos', han har viet fodboldspiller Christian Poulsen og været præst ved Manu Sareens bryllup. Han stod for Henriette Zobels, Etta Camerons og sangerinden Natasjas begravelser.

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift, giver skriver følgende i et skriftligt svar til Ekstra Bladet:

'Jeg kan desværre ikke kommentere på en konkret personalesag. Men generelt er det sådan, at hvis vi som folkekirkelig ansættelsesmyndighed modtager klager over en ansat, så overvejer vi, om omstændighederne i sagen betyder, at pågældende bør fritages for tjeneste. I de tilfælde vil Kirkeministeriet typisk blive inddraget, eller sagen overgår til dem.

Og generelt kan man sige, at præster, som andre offentlig ansatte i og uden for tjeneste, skal vise sig værdige til den agtelse og tillid, deres stilling kræver.'

Ekstra Bladet har været i kontakt med kirkeministeriet, der på nuværende tidspunkt ikke kan sige noget i sagen.