Metroen i København kører atter i døgndrift

Efter flere måneder med begrænset drift vil den københavnske metro igen køre døgnet rundt

Under coronakrisen har den københavnske metro kørt med begrænset drift i nattetimerne. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Under coronakrisen har den københavnske metro kørt med begrænset drift i nattetimerne. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Metroen i København vender tilbage til at køre i døgndrift fra dags dato.

Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

Ifølge direktør i Metroselskabet Rebekka Nymark er skiftet til døgndrift et skridt mod en mere normal hverdag.

- Vi opfordrer fortsat kunderne til at følge myndighedernes anbefalinger om god hygiejne, samt til at tænke over hvordan man står og sidder, så metroen er tryg for alle, siger Rebekka Nymark i pressemeddelelsen.

Under nedlukningen af samfundet har metroen kørt frem til midnat.

For to uger siden blev driften udvidet til klokken 01.00 i hverdage og 02.00 i weekender.

Rebekka Nymark uddyber over for Ritzau, at beslutningen kommer i takt med Danmarks genåbning, hvor folk i stigende grad går på arbejde igen, og det almindelige fritidsliv bliver normalt.

- Vi synes, at det var naturligt at følge med den udvikling og komme tilbage til normalen, også om natten, siger Rebekka Nymark.

Skiftet tilbage til døgndrift betyder dog ikke, at der bliver indført nye tiltag eller foranstaltninger for rejse med metroen.

- Der er rigtig fin mulighed for, at kunderne og vi kan opfylde de retningslinjer, som myndighederne lægger for, hvordan man skal bevæge sig i den kollektive transport, siger Rebekka Nymark.

Hun påpeger, at langt de fleste metrolinjer i verden lukker om natten på grund af vedligeholdelse og et lavt antal passagerer.

Men da det danske metrosystem er førerløst, kan det køre døgnet rundt.

Metroselskabet oplyser i meddelelsen, at man er oppe på at transportere omkring halvdelen af de passagerer, som kørte med metroen før coronakrisen.

Rebekka Nymark forventer en lille stigning i antallet af passagerer som følge af skiftet tilbage til døgndrift, da metroen normalt har færre passagerer om natten end om dagen.

2 kommentarer
Vis kommentarer