Mette F.: Regeringen måske klar til gradvis åbning efter påske

Hvis tallene fortsætter med den nuværende kurve, er regeringen klar til så småt at åbne op efter påske

Mette Frederiksen fortalte på et pressemøde mandag, at vi muligvis kan se frem til en gradvis genåbning af Danmark efter påsken, hvis vi fortsætter med at følge restriktionerne. Video: Ritzau Scanpix

Regeringen er klar til så småt at slække på de nuværende tiltag, hvis den nuværende smitteudbredning med coronavirus fortsætter.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde tidligt mandag aften.

Mette Frederiksen understreger dog, at det kræver, at danskerne fortsætter med at overholde alle påbud de kommende to uger.

- Det kræver, at I fortsat lader være med at samle jer i store forsamlinger, lyder det fra statsministeren.

Hun fortæller, at smitten med coronavirus vil fortsætte med at brede sig i landet efter man begynder at åbne landet.

- Det kan vise sig, at det bliver endnu sværere at åbne landet igen, end det var at lukke det, siger Mette Frederiksen.

Arbejde og skole forskudt
Hun fortæller, at hun ikke kan lægge en nøjagtig plan for, hvordan landet skal åbnes igen, men at der bliver tale om en gradvis åbning, hvor man skal sørge for eksempelvis at arbejde og uddanne sig forskudt og sørge for, at folk ikke klumper sig sammen i den kollektive trafik i myldretiden.

Åbningen af Danmarks grænser kommer heller ikke til at ske på én gang, fortæller statsministeren.

- Vi er ikke alene om at have coronavirus, hvilket også er årsagen til, at så mange lande har fået den, siger hun.

Hun vil derfor tale med regeringschefer i øvrige lande de kommende dage for at lægge en plan for det indbyrdes samarbejde i forbindelse med de forskellige tiltag for at begrænse smitten.

Mette Frederiksen understreger under pressemødet, at hun er klar over, at ældre, svage og psykisk sårbare er hårdt ramt af den nuværende situation, men at de må fatte mod, og at der kommer en tid, hvor de igen kan få besøg.