Mette Frederiksen: Jeg har aldrig fået så mange blomster

Statsministeren får mange gaver og blomster, men hun kan ikke sige tak

Undersøgelser har vist, at danskernes generelt er tilfredse med regeringens, herunder statsminister Mette Frederiksens (S) håndtering af coronakrisen.

Nogle vælger åbenbart at anerkende deres tilfredshed med gaver til regeringschefen.

- Jeg har aldrig nogensinde i mit liv modtaget så mange blomster og gaver, som jeg gør i denne tid. Men jeg kan ikke komme til at besvare dem alle, for mange har bare underskrevet med et fornavn, har Mette Frederiksen netop sagt i Mads og Monopolet på P4.

- Når vi ser tilbage på denne tid, bliver det i et mærkeligt lys, fordi det er nok den sværeste tid, vi kommer til at opleve siden krigen. Og den kommer til at have alvorlige konsekvenser i tabte menneskeliv og al den smerte, der er forbundet med tab af sine kære, sygdom, presset på sundhedsvæsenet, alle de økonomiske konsekvenser, sagde hun.

- Men en krise har også andet i sig, og her får jeg energi af jer, af at se laboranter, sygeplejersker, læger og SOSUer, der kæmper derude. Naboer, der mødes med en hæk mellem sig. Folk der køber ind til hinanden og for hinanden. Alle de frivillige der rækker ud til hinanden – mennesker, der er ramt af ensomhed, psykisk syge, børn, der ikke har det godt. Det er en tid med en masse overskud og solidaritet og kærlighed mellem mennesker, og det får vi brug for i disse svære uger, sagde statsministeren, som i radioprogrammet også fortale om, hvordan hun selv slapper af under krisen.

- Det, der har en positiv betydning i mit eget lille liv for tiden, er at komme udenfor. Jeg vågner meget tidligt for tiden, og går ud så snart, jeg kan, inden der kommer mange mennesker. Det virker at komme ud og få noget frisk luft, sagde statsministeren i Mads og Monopolet.