Mette F's udmelding bekymrer ekspert

Mette Frederiksens (S) udmelding om, at der er mulighed for at genåbne Danmark, bekymrer professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen

Mette Frederiksen fortalte på et pressemøde mandag, at vi muligvis kan se frem til en gradvis genåbning af Danmark efter påsken, hvis vi fortsætter med at følge restriktionerne. Video: Ritzau Scanpix

Selvom kurven ser god ud, så er Allan Randrup Thomsen bekymret for, at Mette Frederiksen (S) allerede har meldt ud, at der er mulighed for genåbning af Danmark efter påske.

- Jeg er bange for, at når det er meldt ud nu, så begynder folk at løsne på selerne. Vi har jo knap nok fået den i land endnu. Det er at sælge skindet, før bjørnen er skudt, siger Allan Randrup Thomsen og tilføjer:

- Hvis vi begynder at tale om at lukke op allerede nu, og folk ikke overholder spillereglerne, så risikerer vi at ryge tilbage. Vi så jo hvad der skete, dengang det blev sagt, at vi ikke skulle hamstre.

Allan Randrup Thomsen er dog enig i, at der skal ske en gradvis åbning, når Danmark på et tidspunkt lukker op igen.

- Det er noget med at fordele arbejdstiden, så ikke alle er på arbejde på samme tid. Det er også et spørgsmål om at lukke skoler op gradvist, vurderer Allan Randrup Thomsen.

Læs også: Professor om genåbning af Danmark: Slip singlerne løs først

Start med niendeklasserne
Professor i virussygdomme på Københavns Universitet, Jan Pravsgaard Christensen giver et bud på, hvor man kan åbne først, hvis Danmark gradvist åbner efter påske.

- Man kunne starte med at lukke op for niendeklasserne, så de kunne komme til eksamen til sommer. Lad resten blive hjemme til efter sommerferien, foreslår Jan Pravsgaard Christensen.

Også nogle dele af universiteterne kan man overveje at åbne ifølge professoren.

- Her vil man kunne tage den kritiske undervisning, som for eksempel de obligatoriske øvelseskurser, og holde på universitetet. Alt andet skal holdes hjemme, siger han.

Sidst foreslår han, at flere industrivirksomheder kan indføre skiftehold, så der ikke er for mange på arbejde om dagen.

Læs også: Sundheds-professor: Danmark kan genåbnes efter påsken

Her må der ikke åbnes
Storcentre og de butikker, der har lukket, er ikke på listen over de ting, som Jan Pravsgaard Christensen foreslår kan åbne først.

- Hold dem lukket. Hold dem lukket, fastslår han.

De steder, hvor mange forsamler sig, og hvor det kan gå ud over mange i den offentlige transport, skal holdes lukket længe, hvis du spørger professoren.

- Alt hvad der hedder underholdningsindustri, og alt hvad der hedder festivaler. Nej tak.

- Der er for mange mennesker. Og lige med festivaler, der kommer folk også fra udlandet, og det skal vi holde nede. Ellers får vi bare importeret smitten.