Mette Line forlod sin syge mand: 'Den gamle Kristian forsvandt'

Mette Line Boserup tog en hård beslutning, da hun valgte at blive skilt fra sin syge mand. De medvirker i den stærke dokumentarfilm 'Dem vi var' for at sætte fokus på et presset sundhedsvæsen og vise de alvorlige konsekvenser for dem, der bliver ramt af en hjerneskade - både den syge og ikke mindst de pårørende

Følg Samfund

Kristian Boserup har en plan om, at hans venstre arm skal plastres til med tatoveringer. Som et helt ærme fra håndled til skulder. For at tage noget af magten tilbage over armen, der hænger næsten ubrugelig ned langs siden.

Den tidligere ejer af et reklamebureau fik en blodprop i halsen for godt to år siden, der eksploderede og ødelagde en tredjedel af hjernen. Det tog kontrollen over hans 39-årige krop og personlighed - og ændrede den, han var.

Fra at være en mand med styr på livet kunne han end ikke finde ud af at dække et bord, vise initiativ eller føle empati.

Samtidig kastede det hans daværende hustru gennem 12 år, Mette Line Boserup, ud i et helvede, hvor hun kæmpede som et vildt dyr for, at han fik den rigtige hjælp i et presset sundhedsvæsen, mens hun langsomt indså, at den Kristian, hun kendte og elskede, ikke var der længere, og at deres ligeværdige kærlighedsforhold var skiftet ud med en plejer og en patients.

- Jeg var bange hele tiden, for jeg manglede ham. Jeg kunne ikke finde den Kristian, jeg kendte fra før. Jeg ville jo bare have ham tilbage, siger Mette Line, der samtidig skulle være der for deres to børn Celeste og Cyron.

Her ses Mette Line og Kristian, da deres datter Celeste var nyfødt. Privatfoto
Her ses Mette Line og Kristian, da deres datter Celeste var nyfødt. Privatfoto
 

Omsorgsperson frem for hustru
I aften kan man se tv-premieren på den stærke dokumentarfilm 'Dem, vi var' på TV 2, hvor man usminket følger Kristians og Mette Lines kamp fra fire måneder efter, at livet ændrede sig på et splitsekund - som det kan ske for os alle.

Målet med filmen er at skildre det pres, pårørende bliver udsat for, når ulykken rammer. Men det udviklede sig også til at fokusere på parforholdet og dilemmaet: Kan man forlade sin syge mand?

- Jeg blev med det samme omsorgsperson, fordi Kristian intet kunne. Så med det samme var relationen forandret. Jeg ledte efter, hvor meget den kunne komme tilbage, og vi kyssede også hinanden goddag og farvel langt hen ad vejen. Men på et tidspunkt tænkte jeg, at det blev for mærkeligt. For fjernt. Det var ikke den der ligeværdige relation, siger Mette Line.

Hun sagde stop efter det år, hvor de havde besluttet at se tiden an. På det tidspunkt havde hun selv fået depression og angst.

Mette Line og Kristian ses her kort tid efter ulykken. Hun kunne ikke få noget at vide om, hvad udsigterne var for Kristian. Privatfoto
Mette Line og Kristian ses her kort tid efter ulykken. Hun kunne ikke få noget at vide om, hvad udsigterne var for Kristian. Privatfoto
 

Og det har ikke været uden omkostninger fra omverdenen. Hun har fået hårde reaktioner fra både nære og også helt fremmede, efter filmen blev vist i biografen og fik omtale tidligere på året.

- Der var nogle, der havde rigtigt svært ved at forstå det. Jeg fik også den der med, at det er 'til døden, jer skiller', og folk, der sagde: 'hvad så med Kristian?' Men hvorfor skulle jeg være dømt til at tage mig af ham, når jeg ikke kunne klare det? Det var ikke kun Kristian, der skulle igennem det her. Det var også mig og børnene. Skulle de miste en til, fordi jeg ikke kunne klare det. Og ja, så blev han ofret en gang til. Men ellers var vi fire, der gik ned på det, siger hun.

Et helt almindeligt par med to glade børn - før tragedien ramte. Privatfoto
Et helt almindeligt par med to glade børn - før tragedien ramte. Privatfoto
 

Ikke vred længere
I filmen kan man i voldsomme scener se, at Kristian blev vred og bitter over Mette Lines beslutning. Men selv om Kristian stadig er vred på sin situation, så er den ikke rettet mod Mette Line længere.

- Jeg har været vred på hende. Men det er jeg ikke mere. Hun har kæmpet meget for mig - og det er jeg taknemmelig for resten af mit liv, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne godt mærke, at vi ikke var på samme niveau, som vi var tidligere. Jeg vidste jo heller ikke, hvor det ville ende. Og der er ingen tvivl om, at hun gjorde det rigtige for hende, mig og børnene. Jeg synes heller ikke, at det er værdigt, at jeg skal have en siddende på skulderen og være min 'guardian angel'. Det fjerner jo også min selvstændighed, erkender han.

I dokumentarfilmen ser man Kristian, der pludselig får nok og går i vrede mod sit hjem, selvom der er isnende koldt, og han har svært ved at komme frem. Foto fra filmen.
I dokumentarfilmen ser man Kristian, der pludselig får nok og går i vrede mod sit hjem, selvom der er isnende koldt, og han har svært ved at komme frem. Foto fra filmen.
 

Derfor er han også ked af de hårde reaktioner, Mette Line har fået. Blandt andet kørte han med en taxachauffør, som han kort fortalte sin historie:

- Og så sagde han: Er det i orden, at jeg lige vender om her - så kører jeg lige ud og tæsker hende og sørger for, at hun aldrig gør det igen. Så sagde jeg, at det var en rigtig dårlig ide, og at han ikke ved, hvordan det er. Det er uforståeligt, at folk reagerer sådan, siger han.

For Mette Line er beslutningen stadig forbundet med dårlig samvittighed. En følelse af at have svigtet.

Og faktisk er det først nu, at hun for alvor har givet efter for at sørge over tabet af sin mand, som det jo reelt er, selvom Kristian overlevede. Hun oplever det, der kaldes en forsinket krisereaktion.

For et par måneder siden talte hun med en af Kristians venner om Kristians telefonsvarerbesked, som var den samme mange måneder efter ulykken.

- Jeg fik så ondt i maven, når jeg hørte den. Det var, bare fordi jeg kunne høre ham, fra før skaden. Et eller andet i stemmen. Noget mere frisk. Og så var det, jeg brød sammen i bilen. Det var første gang, at jeg virkelig græder over, at jeg savner Kristian fra før. Så det er ret forsinket, siger hun.

I dag er Kristian afklaret med, at Mette Line tog beslutningen om, at de skulle gå fra hinanden. Og der er ingen af dem, der vil stille sig i vejen, hvis der en gang i fremtiden skulle komme nye kærester til. Foto: Stine Tidsvilde
I dag er Kristian afklaret med, at Mette Line tog beslutningen om, at de skulle gå fra hinanden. Og der er ingen af dem, der vil stille sig i vejen, hvis der en gang i fremtiden skulle komme nye kærester til. Foto: Stine Tidsvilde
 

- Har du taget dig selv i at tænke, at det ville være nemmere at bearbejde, hvis han var død?

- Jeg tror nok, at det er mig, der har tænkt det mest, siger Kristian.

- Det har jeg faktisk ikke tænkt, fordi jeg bare var så glad for, at han havde overlevet. Også for børnenes skyld. Det er da bedre at have Kristian sådan der, end det er at have en død far, fastslår Mette Line, der har navigeret efter sætningen: 'Efter kaos kommer livet', som også står skrevet på en tavle i hendes og børnenes rækkehus i Virum, der er blevet deres nye helle, mens Kristian bor i en plejebolig en lille kilometer væk.

Hun håber, at deres fortælling kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de fælder dom, selvom de ikke kender nuancerne.

- Og så har jeg fundet ud af, at det der med at eje ting, det er ikke det rush, man skal have. Dyr bil eller fedt job og karriere. Det handler om at nyde det, man har. Og være sammen med folk. For de kan forsvinde sådan her. Jeg er blevet meget mindre materialist, siger hun.

Systemet svigter

Mette Lines oplevelser med det danske sygehusvæsen får hende til at råbe alarm. Hun føler, at man svigter de syge og ødelægger de pårørende, fordi de ikke har tillid til, at der bliver passet på deres kære.

- Som pårørende mærker man lynhurtigt, hvor skrabet systemet er. De pårørende bliver syge af at mærke, hvor dårligt det er. Folk falder ud af arbejdsmarkedet, fordi de må tage sig af deres syge familiemedlemmer, fordi man er utryg ved, om der bliver passet på dem, siger hun og fortsætter:

- Det er tydeligt at mærke på personalet, at de ikke har tid nok. Ildsjælene forsvinder. Folk er jo helt lukkede, når de kommer på arbejde, fordi de ved, at de skal ind og omsorgssvigte, siger hun.

Selv om hun var i stor krise, havde hun overskuddet til at råbe op og kæmpe for, at Kristian fik den rette pleje. Men han er alligevel blevet flyttet rundt til 24 forskellige behandlingssteder, og hun står tilbage med en følelse af, at der ikke har været ressourcer nok - eksempelvis til at genoptræne hans arm, som nu er nærmest ubrugelig.

- Jeg kan ikke forstå, at det ressourcemæssigt kan betale sig ikke at genoptræne folk til deres fulde potentiale, fordi de koster jo samfundet sindssygt dyrt. Kun at give ti gange i en armrobot er ligegyldigt. Det er spild af velfærdskroner, siger hun.

- Føler du, at du kan tage æren for, at Kristian trods alt er kommet så godt ud af det?

- Jeg ved ikke, om jeg kan tage æren. Jeg er glædeligt overrasket over, at han, på trods af at han mangler en tredjedel af hjernens kapacitet, faktisk kan alt det her. Det er faktisk mirakuløst. Men jeg kan tage æren for, at han ikke er blevet så omsorgssvigtet, som han kunne være blevet. Jeg har tænkt, hvad andre syge gør, som ikke har sådan en ond bulldog som mig stående ved siden af.  Jeg kan slet ikke forstå, at det kan betale sig at køre samfundet på den her måde, siger hun.

Se 'Dem, vi var' på TV 2 i aften kl. 20.00

Neuropsykolog: En hjerneskade påvirker hele familien

Det er uvisheden, der fylder mest hos de pårørende, når deres kære rammes af en hjerneskade.

Det fortæller neuropsykolog, Anne Norup, der sammen med en kollega bland tandet har undersøgt, hvordan pårørende har det 3-6 år efter deres familiemedlem blev ramt af en hjerneskade.

- Det er hele familien, der bliver ramt af det her, og hele familien, der skal vænne sig til en ny livssituation, siger hun.

Undersøgelsen viser også, at der er færre af de pårørende til patienter med hjerneskade, der er i arbejde 3-6 år efter hjerneskaden.

- Når det her rammer familien, så tegner det ringe i vandet. Som Mette Line, der må trække en sygemelding for at få tingene til at fungere med små børn. Og vi kan se, at de pårørende kan være følelsesmæssigt belastede mange år efter, og det kan også gøre, at de har svært ved at opretholde fast tilknytning til arbejdsmarkedet, siger hun og peger på, at det også er en af hovedpointerne i, at man tager sig af hele familien og ikke kun den, der bliver ramt af hjerneskaden.

Netop nu bliver der arbejdet på at få oversat og implementeret et familieinterventions-program, der er udviklet i udlandet, hvor hele familien bliver inkluderet.

- For det, der sker, når en person får en hjerneskade og forandrer sig, betyder noget for hele familiedynamikken. Det er ikke kun den ramte, der mærker det. Så derfor er man også nødt til at arbejde med hele familien. Familieinterventionen er ikke kun psykoedukation eller information  - det er  mere terapeutisk. Altså decideret familieterapi med udgangspunkt i de forandringer, der er sket efter hjerneskaden, siger hun. Håbet er, om det kan afprøves allerede i 2017, og de så kan blive en del af den rehabiliteringspakke, der kan tilbydes forskellige steder i landet.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag