Michaels fod smeltet: Operationer aflyst på stribe

Michael Jørgensen skulle have været under kniven i torsdags, men han venter stadig på sin operation. Overbelægning og lav bemanding sender personalet på sammenbruddets rand

ADVARSEL: VOLDSOMME BILLEDER NEDERST I ARTIKLEN

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Michael Jørgensens fod smelter.

Ved et uheld kom han til at hælde kogende vand over sin fod, og selvom han i torsdags fik at vide, han skulle direkte på operationsbordet, venter han stadig på at blive opereret.

- Min operation var planlagt til i torsdags. Klokken 11.35 i torsdags skulle jeg have skiftet bandage, og klokken 12.00 fik jeg at vide, jeg skulle direkte på operationsbordet, fordi den var helt gal med min fod, siger Michael Jørgensen.

Torsdag aften får Michael Jørgensen alligevel besked på, at operationen var aflyst, og at han fredag skulle møde ind tidligt, fordi han var den første på operationsprogrammet.

- I går skulle jeg være den første, der skulle opereres, men den blev også aflyst. Jeg får først at vide sidst på eftermiddagen, at jeg skulle tage hjem.

Michael Jørgensen blev sendt hjem fredag aften, og han havde ligget hele dagen og var blevet pumpet op med piller og beroligende medicin - samtidig skulle han faste.

- Jeg har ikke har fået aftensmad i tre dage, siger han.

Overbelægning og lav bemanding
Regionshospitalet i Hjørring er ét af de hospitaler, der er ramt af sygeplejerskernes strejke.

Michael Jørgensen har fået plads ved elevatoren, fordi overbelægningen på afdelingen, hvor han ligger, er til at føle på.

- Afdelingen, hvor jeg ligger nu, har kapacitet til 17 mennesker. Vi ligger 37 på afdelingen, og der er tre på arbejde, hvor der burde være syv.

- Det er simpelthen ikke rimeligt, at de er tre på arbejde, når de skal være syv, siger han.

Michael Jørgensen har fået en plads ved elevatoren, mens han håber på at få opereret sin fod efter flere aflyste operationer. Foto: Privatfoto
Michael Jørgensen har fået en plads ved elevatoren, mens han håber på at få opereret sin fod efter flere aflyste operationer. Foto: Privatfoto
 

På sammenbruddets rand
Sygeplejerskerne er pressede. Det er Michael Jørgensen førstehåndsvidne til. Og hans kritik er ikke rettet mod sygeplejerskerne, som han kan mærke er på sammenbruddets rand.

- Jeg har lige fået at vide af en sød sygeplejerske, at strejken er skyld i, der er så mange mennesker. De kan ikke kalde flere ind. De har sagt direkte til mig, at de overvejer at tage hjem, fordi de ikke kan holde til mere.

- De er pressede ud over kanten. Det er de fandme. De står næsten med tårer i øjnene, fordi de ikke kan følge med. Det hører ingen steder hjemme, siger Michael Jørgensen.

Michael Jørgensen håber på at blive opereret i dag, men med de sidste dages nedslående meldinger, tør han end ikke håbe.

- De har sagt til mig, at jeg bliver opereret sidst på eftermiddagen. Det har de sagt de sidste to dage også, og det er jo ikke, fordi min fod bliver bedre, siger Michael Jørgensen.

ADVARSEL: VOLDSOMME BILLEDER

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
Foto: Michael Jørgensen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Joachim B: Sygeplejerskernes strejke bliver langvarig