Michelinuddeling kan blive party i provinsen

Når Michelin i år ikke uddeles i København, er det signal om, at hele landet nu er med, siger turistdirektør

Arkivfoto
Arkivfoto

For første gang nogensinde finder den årlige uddeling af de prestigefyldte nordiske michelinstjerner sted uden for en hovedstad.

Aarhus har i kamp med andre nordiske byer sikret sig værtskabet for et stort arrangement i både Musikhuset og på rådhuset, som byen satser på skal overgå alle tidligere prisfester.

- Det er kæmpestort for Aarhus, fordi vi så forbindes med et af de stærkeste turistbrands i verden, siger Peer H. Kristensen, direktør for VisitAarhus.

- På samme måde har vi målrettet udnyttet, at Aarhus for nogle år siden som de første uden for København fik michelinstjerner og blåstemplede, at der er toprestauranter udenfor København, siger han.

Han mener, at michelinstjernerne har påvirket gastronomien langt ud over København og Aarhus i takt med, at også restauranter i Vejle, Henne, Hørve, Præstø og Bornholm siden er kommet med på stjernehimlen.

Ifølge VisitDenmark peger 43 procent af de udenlandske turister på gode spisesteder som årsag til at vælge Danmark som rejsemål.

Aarhus har ifølge Peer H. Kristensen brugt omkring 800.000 kroner på at sikre sit kandidatur over for Michelin i konkurrence med andre, der bød på opgaven.

Anna Lund er direktør for nonprofitorganisationen Food Aarhus og for Nordens største Food Festival.

- Inspirationen fra stjernekokkene siver ned og påvirker både fødevareproducenter, og hvad danskerne selv køber ind, siger hun.

- Topkokke har jo også gjort gamle teknikker som fermentering, surdej og syltning moderne.

Hun peger på, at gastronomi ikke var et gangbart dansk ord i 1970'erne, men blev løftet op af gode kokke.

- Vi importerede dygtige franske kokke, som kom og inspirerede andre og efterspurgte kvalitetsfødevarer som Unika-ostene fra Arla, der blev udviklet alene til toprestauranter. Men nu kan de købes af almindelige forbrugere, siger hun.

Sideløbende med michelinfesten i Musikhuset er der mandag et stort arrangement på Aarhus Rådhus.

Det omfatter blandt andet et All Stars-hold af de kokke, som har været med til at forandre dansk gastronomi på få årtier.

FAKTA: Så stærkt står dansk gastronomi i dag

Mandag aften uddeles der i Aarhus michelinstjerner til de bedste restauranter fra hele Norden.

Det er kulminationen på en udvikling, hvor Danmark var meget længe om at komme op i gastronomisk gear. Derefter var æren længe forbeholdt hovedstaden. Nu glimter også provinsen med.

* Den franske spiseguide Michelin har eksisteret siden år 1900. Men det første danske bidrag kom først i 1980'erne.

* Guiden opstod i Frankrig fra et dækfirma som en anbefaling af gode spisesteder på vejen. Den lister tusindvis af restauranter, hvoraf de bedste tildeles en, to eller tre stjerner.

* De første danske michelinstjerner kom i 1983 til Kong Hans Kælder og La Cocotte i København.

* Først gik det langsomt. Men i 1990'erne kom der speed på, og Kommandanten blev den første tostjernede restaurant herhjemme.

* Med stigende opmærksomhed omkring dansk og nordisk gastronomi valgte Michelin i 2015 at udgive en særlig udgave af guiden med fokus på nordiske storbyer.

* Her dukkede Aarhus så for første gang op med tre stjernerestauranter på gourmethimlen.

* Året efter var der endnu flere stjerner ud over landet til Henne, Præstø og Bornholm. Samtidig blev Geranium i København Danmarks første trestjernede michelinrestaurant.

* I 2018-udgaven havde Danmark - inklusive Færøerne - 26 stjernerestauranter med 31 stjerner til deling.

* Her kom også byer som Vejle og Gentofte for første gang med på den prestigefyldte liste.

Kilder: Michelin og Ritzau.

 

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere