Microsoft-grundlægger død

Paul Allen, 65, havde ved sin død en formue på 130 milliarder kroner. Sammen med Bill Gates stiftede han i 1975 Microsoft

Ifølge Microsofts administrerende direktør, Satya Nadella, har Paul Allen 'ændret verden'

Paul Allen, der grundlagde IT-selskabet Microsoft med barndomsvennen Bill Gates, er død. Han blev 65 år, skriver Associated Press.

Allen meddelte tidligere i år, at han modtog kræftbehandling efter at være blevet diagnosticeret med lymfekræft.

Han døde mandag, oplyser familien i en meddelelse til pressen.

- Mens de fleste så Paul Allen som en teknolog og velgører, var han for os en meget elsket bror og onkel - og en fantastisk ven, siger søsteren, Jody Allen.

Paul Allen blev 65 år. Foto: AP
Paul Allen blev 65 år. Foto: AP
 

Paul Allen og Bill Gates mødtes og blev venner under skoleårene i Seattle. I 1975 havde de begge forladt universitetet og stiftede i fællesskab Microsoft.

I 1980 fik Microsoft sit store gennembrud, da IBM begyndte at fremstille personlige computere og bad Microsoft om at levere softwaren.

Microsoft har siden markeret sig som et af verdens mest succesrige IT-selskaber, og de to barndomsvenner blev hurtigt milliardærer.

Paul Allen havde ved sin død en personlig formue på omkring 130 milliarder kroner. Han var den 21. rigeste person i USA, oplyser finansmagasinet Forbes.

'Ændrede verden'
I et mindeord tager Bill Gates afsked med sin gamle ven og forretningspartner.

- Jeg er ulykkelig over, at en af mine ældste og bedste venner, Paul Allen, er afgået ved døden. Fra vores tidlige dage i skoleårene, gennem vores partnerskab i Microsoft til nogle af vores fælles velgørenhedsprojekter, Paul var en sand partner og kær ven, lyder det blandt andet.

Ifølge Microsofts administrerende direktør, Satya Nadella, har Paul Allen 'ændret verden'.

- Som medstifter af Microsoft og på sin egen stille og vedholdende måde skabte han magiske produkter, oplevelser og institutioner. Og på den måde har han ændret verden, siger Nadella.

Kræft som 30-årig
Paul Allen forlod allerede Microsoft i 1983, da han for første gang fik konstateret kræft. I bogen 'Inside Out: Microsoft in Our Own Word' fortæller Allen om forskrækkelsen.

'At være 30 år og få sådan et chok – at måtte acceptere sin dødelighed – får dig virkelig til at overveje at få gjort nogle af de ting, som du endnu ikke har nået.'

Paul Allen trak sig fra den daglige ledelse af Microsoft i 1983. Dette foto er fra 1997. Foto: AP
Paul Allen trak sig fra den daglige ledelse af Microsoft i 1983. Dette foto er fra 1997. Foto: AP
 

Allen tog afsked med Microsoft og begyndte at dele ud af sin formue, der voksede og voksede takket være hans store aktiepost i selskabet. I årenes løb nåede han at give over 13 milliarder kroner væk.

Han tilgodeså blandt andet programmer for hjemløse samt videnskabelig forskning. Han stiftede også forskningscenteret Allen Institute for Brain Science samt rumfartsfirmaet Stratolaunch.

Yacht med ubåd
Selv om Paul Allen gav en del af sin formue væk, var der også råd til frås. Han ejede talrige militære veteranfly samt en 100 meter lang yacht, der var udstyret med egen ubåd.

Allen, en inkarneret sportsfan, ejede desuden basketballholdet Portland Trail Blazers og NFL-holdet Seattle Seahawks.

Paul Allen jubler med Vince Lombardi-trofæet, da Seattle Seahawks i 2014 vandt mesterskabet i NFL. Foto: AP
Paul Allen jubler med Vince Lombardi-trofæet, da Seattle Seahawks i 2014 vandt mesterskabet i NFL. Foto: AP
 

109 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen