Microsoft-medarbejdere blev mere produktive af kort arbejdsuge

En arbejdsuge på fire dage gav i et forsøg Microsoft i Japan gladere medarbejdere og større produktivitet

Microsoft har afprøvet en arbejdsuge på fire dage på selskabets kontorer i Japan.

Resultatet var en stor succes. Medarbejderne blev ikke bare gladere - de blev også betydeligt mere produktive.

Det skriver The Guardian.

Eksperimentet forløb i august, hvor Microsoft gav alle sine 2300 medarbejdere i Japan fri hver fredag. De fik fortsat samme løn, som da de arbejdede fem dage om ugen.

Den kortere arbejdsuge medførte flere forbedringer. Medarbejderne holdt mere effektive møder og produktiviteten steg med 40 procent, konkluderede Microsoft efter forsøget.

I prøveperioden holdt de ansatte 25 procent kortere pauser i arbejdstiden.

- Arbejd i kortere tid, hvil godt og lær en masse, siger Microsoft direktør i Japan, Takuya Hirano i en meddelelse på selskabets japanske hjemmeside.

- Jeg håber, at alle vores ansatte tænker over og oplever, hvordan de kan opnå de samme resultater med en 20 procent kortere arbejdstid.

Et klart flertal af medarbejderne - 92 procent - tilkendegav efter prøveperioden, at de var glade for den kortere arbejdsuge.

Der blev også brugt færre ressourcer, konkluderer Microsoft i Japan. Kontorernes brug af elektricitet faldt med en fjerdedel, fordi lokalerne stod tomme hver fredag, og papirforbruget blev halveret.

Microsoft planlægger at gennemføre en lignende prøveperiode den kommende vinter. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tiltaget kommer på et tidspunkt, hvor Japans regering presser på for at virksomhederne skal indføre mere fleksible arbejdsformer.

Det skal blandt andet være med til at afhjælpe en tendens i Japan, der kaldes 'karoshi', som er et begreb for, at folk dør af overarbejde.

I Danmark har Odsherred Kommune som den første offentlige arbejdsplads i Danmark indført en firedages arbejdsuge.

Det er sket som led i en treårig forsøgsperiode. Den skal samtidig give borgerne mulighed for at kontakte borgerservice uden for almindelig kontortid på hverdage.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere