Midt i kæmpe uvejr: DMI er nede

Den danske vejrtjeneste oplever lige nu store driftsproblemer

Midt i kæmpe uvejr: DMI er nede

Opdatering klokken 13.07: DMI's hjemmeside er igen oppe at køre.

Store dele af Danmark er søndag formiddag ramt af et voldsomt uvejr.

Flere steder i det sydlige Jylland har man allerede fået store mængder vand. I Store Jyndevand har man eksempelvis fået 16,6 millimeter regn på blot 20 minutter.

Regn, skybrud og torden bevæger sig op ad dagen op gennem landet.

Men midt i uvejret er vejrtjenesten DMI lagt ned. Det er således ikke muligt at følge med i udviklingen for danskere, der gerne vil have svar på, hvornår det bliver deres tur til at få et regnskyl.

Det bekræfter DMI selv på Twitter.  Klokken 11.20 er problemerne endnu ikke løst.

Rammer hele landet
Søndag morgen har den kraftige regn ramt Sydvestjylland. Omkring middag vil regnen så bevæge sig længere øst på, og søndag eftermiddag vil den nå hovedstadsområdet.

- De enkelte steder varer det ikke så længe - højest et par timer, og så klarer det lidt op igen, fortalte meteorolog Frank Nielsen lørdag til Ekstra Bladet.

Bornholm kan ligeledes blive ramt af det kraftige nedbør, men det vil først ske søndag aften, fortæller han videre.

Der er dog stadig mulighed for at nyde solen søndag.

- Hvis man står lidt tidligt op i morgen, så kan man i den nordlige og østlige del af landet starte med at have en morgenstund med sol, lød det ligeledes fra Frank Nielsen.