Annonce:
Annonce:

Midt i Mosuls mørke: Her besegles Narins skæbne

Han har allerede mistet sin dreng. Her kæmper Mohammad for at redde to af sine døtre. ADVARSEL: Stærke billeder

Mohammad har allerede mistet sin 12-årige søn. Her bærer han på sin tiårige datter Ghufran, og i ambulancen ligger hans datter, treårige Narin, hårdt såret... Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Mohammad har allerede mistet sin 12-årige søn. Her bærer han på sin tiårige datter Ghufran, og i ambulancen ligger hans datter, treårige Narin, hårdt såret... Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Annonce:
Følg Samfund

MOSUL, IRAK (Ekstra Bladet): Han ryster på hovedet. En kortfattet bevægelse som svar på sin kollegas hektiske råb, og cementerer dermed i al sin enkelhed de hjerteskærende fakta: At ligposen han i løb – men omsorgsfuldt – bærer i favnen, stadig ikke er den sidste. I hjørnet af gårdspladsen ligger allerede tre forseglede plastik-kister i form af ligposer. Men det er altså ikke slut endnu.

En kollega farer i næste nu forbi. En grædende dreng skriger i den løbende redders arme. Rayan viser sig at være seks år. Så endnu en kollega. I favnen en ny pose. Nu en lydløs dreng. Mahmoud på tre placeres nænsomt på den kolde jord. Nu ligger der fem. Men ambulancen er ikke tom endnu...

Annonce:

Ekstra Bladet er taget til Mosul i Irak. Den p.t. mest aktuelle krigsskueplads i Mellemøsten i kampen mod Islamisk Stat. Siden juni 2014 har Iraks næststørste by været under belejring af de fanatiske jihadister. Det er fra selv samme by, hvor vi nu står, at Islamisk Stats leder Abu Bakr Al-Baghdadi udråbte sit kalifat.

Med ét ændrer felthospitalet sig til et kaos af blod, bandager og barnekroppe. Til et rum fyldt af skrig, fortvivlelse og frygt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Med ét ændrer felthospitalet sig til et kaos af blod, bandager og barnekroppe. Til et rum fyldt af skrig, fortvivlelse og frygt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Efter to et halvt års rædselsregime og middelaldermørke er det kun syv dage siden, at byens østlige del officielt er blevet erklæret totalt befriet, da vi denne formiddag lægger vejen forbi et felthospital i bydelen Hay al-Saddam.

– Jeg har ikke tid til at tale nu. Der er ambulancer på vej, når overlæge S. skyndsomt at proklamere, før vi – efter kun tre minutter på stedet – bliver vidne til den reelle situation i den krigsmartrede by.

Annonce:

For med ét ændrer felthospitalet sig til et kaos af blod, bandager og barnekroppe. Til et rum fyldt af skrig, fortvivlelse og frygt. Foran os ligger Ghufran, Hisam, Amal, Narin og Basam. De er bare børn. På tre, seks og ti. Og flere kommer til. I de næste 25 minutter flyder alt fra – mortergranater, kanyler og iltmasker, afmagt, hjertemassage, brækkede ben, små kroppe plettet af granatsplinter og døden sammen ... Men også en beundringsværdig indsats, menneskelig omsorg blandet med håb, gråd, kampen for livet – og deciderede mirakler.

Med et omdannes det beskedne felthospital til et kaos af blod, bandager og barnekroppe. Seks børn og en enkelt voksen fylder rummets brikse. Nu skal lægerne forvandle kritiske sekunder til livgivende minutter. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Med et omdannes det beskedne felthospital til et kaos af blod, bandager og barnekroppe. Seks børn og en enkelt voksen fylder rummets brikse. Nu skal lægerne forvandle kritiske sekunder til livgivende minutter. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

'IS har ingen nåde'
Nok er Østmosul bid for bid blevet befriet af irakiske styrker, siden offensiven blev indledt 17. oktober. Men selv om befolkningen endelig igen kan færdes frit uden dogmatiske skæglængder eller tunge tørklæder, igen må høre musik, ryge cigaretter, bruge mobiltelefoner og ikke længere skal frygte for offentlig afstraffelse eller halshugning, så er tryghed og frihed langtfra en realitet i Mosul. Slet ikke, når krigens religiøse bødler i guds navn visse steder kun befinder sig ned til 200 m væk – på den anden side af Tigris-floden.

20 minutter inden vores ankomst til hospitalets beskedne traumestue har Islamisk Stat sendt en mortergranat fra den stadig okkuperede vestlige bydel over floden. Den har ramt et vilkårligt boligkvarter – bydelen al-Rashidiya. En af de allersidste befriede områder.

Annonce:

– IS har ingen nåde. De besidder ingen menneskelighed. Det er IS, der gør alt det her. Det er børn. Hver dag. Nu har du set det med dine egne øjne, erklærer en læge over for mig, som vi står konfronteret med krigens mest brutale ansigt: Når den rammer de allermest uskyldige, børnene.

Mens en nyuddannet læge brutalt trykker Ghufrans brystkasse i bund, for at redde hendes liv fra mortergranatens skader, kollapser hendes far, Mohammad, i mental håbløshed. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Mens en nyuddannet læge brutalt trykker Ghufrans brystkasse i bund, for at redde hendes liv fra mortergranatens skader, kollapser hendes far, Mohammad, i mental håbløshed. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Børn uden navn
Jeg forsøger at overskue kaos. Til venstre ligger tiårige Ghufran. Hendes hoved, mave og arm er viklet ind i blodig bandage. Hun er bevidstløs, og den nyuddannede doktor Salih står bizart i sin brune blazer og kæmper for hendes liv med hjertemassage.

Annonce:

Hisam på otte ligger bag hende på en briks. I perioder omringer syv-otte læger, sygeplejersker og assistenter den lille livløse krop. Siden Hisam blev båret ind, har han ikke været ved bevidsthed. Helt stille ligger han som en korsfæstet Jesus med kønne, åbne øjne i sin grønne, strikkede trøje og grå jakke og tager imod ilt, saltvand, adrenalin, intubation. Hans mave og ben er viklet ind i blodig gaze. Men granatens kraft, der har flået revner i hans mave, lader sig ikke skjule. Jeg søger efter hans familie. En far. En mor. En bror. Men alt, der omringer ham, er kitler, gummihandsker og hektiske udbrud.

– Det værste er, når vi får sårede børn, hvor også deres mor eller far er sårede. Så er der pludselig ingen, der kan hjælpe dem. Så står man med en hel familie, som er bevidstløse eller sårede, og man ved ikke, hvordan man kan hjælpe dem. Der er ikke engang nogen til at fortælle deres navne, erklærer overlægen S. senere, mens klinikken forbereder sig på næste bølge af ofre, og erindrer særligt en familie, hvor alle døde. På nær to mindreårige børn.

Otteårige Hisam ligger som en korsfæstet Jesus-figur med kønne, åbne øjne og tager imod ilt, saltvand, adrenalin og intubation. Jeg søger efter hans familie. En far. En mor. En bror. Men alt, der omringer ham, er kitler, gummihandsker og hektiske udbrud. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Otteårige Hisam ligger som en korsfæstet Jesus-figur med kønne, åbne øjne og tager imod ilt, saltvand, adrenalin og intubation. Jeg søger efter hans familie. En far. En mor. En bror. Men alt, der omringer ham, er kitler, gummihandsker og hektiske udbrud. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Treårige Narin skriger, og både hendes far og lægerne må på skift holde hendes små, spjættende ben fast, mens teamet kæmper for at minimere hendes skader. Bag hende kæmper treårige Amal for sit liv. Foto. Rasmus Flindt Pedersen
Treårige Narin skriger, og både hendes far og lægerne må på skift holde hendes små, spjættende ben fast, mens teamet kæmper for at minimere hendes skader. Bag hende kæmper treårige Amal for sit liv. Foto. Rasmus Flindt Pedersen

Vi har garanteret doktor S. hans anonymitet. For Islamisk Stat kender og hader ham for det arbejde, han udfører. Det han mindst af alt ønsker, er at påkalde sig kalifatets vrede over klinikken. Et befriet Mosul synes langtfra at være et sikkert Mosul.

Annonce:

Men i dette nu brøler han. Iført sin læderjakke og stetoskopet om halsen råber han på adrenalin, mens han skrider til og giver hjertemassage her, intuberer der og dirigerer sit livgivende team som en krigsstrateg. Sygeplejersker kravler op på flisebeklædte reposer for at komme til i det fokuserede virvar. Civile eller ambulancefolk – jeg ved det ærlig talt ikke – er blevet til menneskelige stativer, der holder poser af saltvand højt.

En far i traditionel islamisk skjortekjole, læderjakke og et tørklæde bundet om hovedet står apatisk foran treårige Amal. Hendes tilstand er kritisk. Nænsomt tilser doktor S. hende. Retter forsigtigt hendes blomstrede bukser på plads.

En yngre pårørende til seksårige Basam bliver tilset i et tilstødende værelse. Minutter forinden kollapsede han først i armene på Ekstra Bladets fotograf for dernæst at havne på gulvet med ansigtet nedad. Mosuls mørke har slået ham omkuld.

Annonce:

Mohammad får ingen forklaring fra oven
En anden fortvivlet mand farer frem og tilbage mellem to senge. Fra tiårige Ghufran til treårige Narin, hvor han i et nu først løfter pegefingeren op og råber forbandelser mod enten Gud eller formentlig mortergranatens afsender. I næste øjeblik rækker han begge armene mod himlen i sorg og afmagt, som for at afkræve højere magter en forklaring, han aldrig får. Til sidst knæler han foran Ghufran, mens han holder på hendes ene ben. En mandlig sygeplejerske omfavner ham og fører ham væk, før han synes helt at synke sammen.

Han allerede har måttet tage afsked med sin søn i dagens morter-angreb. Hvad både han og vi senere skal erfare er, at Ghufran i løbet af natten bliver barn nummer to. Men i dette nu samler han sig igen og knuger ømt sin treårige datter Narins hånd. Hun skriger. Ligger halvt afklædt fra sin fine, turkise velourdragt og er omringet af læger. Situationen er kritisk. Hun er ramt i hovedet, i maven og benet af de forbistrede, feje granatsplinter.

– Fra alt, du har set og oplevet, ville du så behandle en IS-kriger, hvis han kom for hjælp, får jeg spurgt doktor S.

Han lader sekunderne gå, før han svarer.

– Som læge ved jeg ikke, om det er en IS-kriger eller ej. Der er måske nogen, der hævder, han er IS, men det er op til retten og politiet at efterforske hans handlinger. Her bliver alle behandlet ens, erklærer den 38-årige læge.

Mens en far må hjælpes til en pause i et tilstødende rum, besvimer en pårørende til to af de sårede børn først i armene på Ekstra Bladets fotograf, før han lander midt på gulvet i traumestuen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Mens en far må hjælpes til en pause i et tilstødende rum, besvimer en pårørende til to af de sårede børn først i armene på Ekstra Bladets fotograf, før han lander midt på gulvet i traumestuen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

En grædende dreng skriger i den løbende redders arme. Rayan viser sig at være seks år. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
En grædende dreng skriger i den løbende redders arme. Rayan viser sig at være seks år. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Annonce:

Ni sårede, seks dræbte - på 37 minutter
Vi har ramt en ’dødens time’ på den lille traumestue. Klinikken, der fungerer udelukkende på frivillighed og medmenneskelighed, har kun eksisteret i to en halv måned.

– En klinik. Ikke en operationsstue, som en læge understreger, hvilket selvsagt gør det umuligt for teamet at yde deres mest optimale lægegerning.

De eksisterer udelukkende for og har kun ressourcer til at stabilisere krigens ofre i en grad, så de – forhåbentlig – kan overleve den videre tur på en halv eller en hel time eller mere til de nærmeste reelle hospitaler. Her på klinikken opererer de ikke. Kun med dyrebare, livsvigtige minutter.

Selv om antallet har været for nedadgående i takt med den irakiske hærs fremmarch og Islamisk Stats retræte fra den østlige del af Mosul, ankommer de stadig, de sårede. Det gjorde de i går, og i nat, og denne morgen ankommer på bare 37 minutter hele 15 sårede og dræbte. Fordelt i bare fire ambulancer...

Bogens tykkelse taler sit eget sprog. Hver dag noterer Younis Ali navn, alder og tilstand på klinikkens patienter. Her foreviger han navnet på seks dræbte – fire af dem børn på ned til tre år. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Bogens tykkelse taler sit eget sprog. Hver dag noterer Younis Ali navn, alder og tilstand på klinikkens patienter. Her foreviger han navnet på seks dræbte – fire af dem børn på ned til tre år. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Der bliver gjort plads til en sønderknust mand. Der, i åbningen af den sorte plastik-kiste af en ligpose på jorden, kysser han for sidste gang en lille dreng. Så lukkes lynlåsen mellem liv og død... Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Der bliver gjort plads til en sønderknust mand. Der, i åbningen af den sorte plastik-kiste af en ligpose på jorden, kysser han for sidste gang en lille dreng. Så lukkes lynlåsen mellem liv og død... Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Annonce:

Ingen kender deres skæbne
Indtil Ghufran, Hisam, Amal, Narin og Basam forsvinder lige så hurtigt, som de kom. Efter 25 minutter bliver de kørt på bårer til ambulancerne og videre mod nye destinationer. Hisam er den mest kritiske. Han forsvinder i den første ambulance med bl.a. Amal og Rayan. Så bliver det Basam, Ghufran og Narins tur. Ambulancen er proppet med læger, familiemedlemmer og hårdt sårede små mennesker, der kæmper for deres liv, da doktor S. vredt jager den af sted. Mod Erbil, Bartella, Hamdaniya og en uvis skæbne, ingen af os kender.

Det sidste, jeg ser bag i ambulancen, er Narin. Svøbt i en beskidt voksen vinterjakke. Og så hendes forskræmte far, der holder sin datter i armene...

Der går nøjagtig 11 minutter. Lige tid nok til, at holdet på 12 mænd og kvinder igen kan trække vejret. Traume-enheden ryddes for blodspor, og briksene får rent underlagspapir ... Så bryder det løs igen. Scenariet gentager sig. Nye ambulancer, nye råb, nyt kaos – og flere børn. Men denne gang skriger de ikke. De fleste er allerede gjort tavse.

Det sidste, jeg ser bag i ambulancen, er Narin. Svøbt i en beskidt voksen vinterjakke. Og så hendes forskræmte far, der holder sin datter i armene... Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Det sidste, jeg ser bag i ambulancen, er Narin. Svøbt i en beskidt voksen vinterjakke. Og så hendes forskræmte far, der holder sin datter i armene... Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

Treårige Narin, dagen efter morterangrebet i Mosul. Hendes krop er plettet af granatsplintre, og maven skåret op pga. nattens operation. Lægen har netop syet såret ved hendes øje. Men granatsplinten i hendes hjernen er for kompliceret at operere ud. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Treårige Narin, dagen efter morterangrebet i Mosul. Hendes krop er plettet af granatsplintre, og maven skåret op pga. nattens operation. Lægen har netop syet såret ved hendes øje. Men granatsplinten i hendes hjernen er for kompliceret at operere ud. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

 

Granatsplint kan blive Narins død

ROJAWA-HOSPITALET, ERBIL (Ekstra Bladet): Han er allerede besvimet tre gange denne morgen, hvisker 33-årige Mohammads nevø mig stille i øret.

Men det er ikke Mohammad, der fejler noget, da jeg møder ham på hospitalet i den kurdiske by Erbil i Nordirak.

Annonce:

Jeg genkender ham med det samme. Det samme magtesløse blik. Det samme beskidte, brune sæt tøj. Den samme ubærlige sorg. Mohammad har allerede mistet to af sine børn. Tiårige Ghufran og en 12-årig søn. Deres liv stod ikke til at redde på det amerikanske hospital i Bartella. Men lige nu gælder det hans anden datter. Treårige Narin.

Narin var et af de sagesløse børn, der dagen før blev ofre for Islamisk Stats mortérangreb i al-Rashidiya. Vi så det selv. Vi var vidner til Narins skrig. Til hendes blodtilsølede krop. Den opklippede, turkise velourdragt. Hendes uvisse skæbne, da hun efter 25 minutter igen blev kørt væk fra felthospitalet i Mosul.

Dagen derpå har vi sporet nogle af de sårede børn til Rojawa-hospitalet i Erbil. Et sted, hvor man alene de første 16 dage i januar har modtaget hele 518 hårdt sårede ofre fra befrielseskampen i Østmosul.

Nu ligger Narin foran os igen. Halvt døsig, halvt i smerte, med sin sut uskyldigt i munden og skiftevis overvåget af sin grådkvalte onkel, sin chokerede far og sin fattede, voksne fætter.

– Mohammad er mentalt meget, meget udmattet, fortsætter nevøen, der ikke behøver at overbevise mig med andet end de simple ord.

Annonce:

Imens venter femårige Ivan sammen med sin far på en øjenscanning. Ivans forskrækkede blik og tavse mund afslører de uoprettelige konsekvenser af krigen. Ligesom Narin blev han en af ofrene for angrebet i går. Men han er sluppet med færre skader fra granatsplintrene.

Også Rayans far besvimede her til morgen. Over udsigten til en eventuel nødvendig øjenoperation, som vil være umulig for ham at betale, hvis ikke Ivan skal miste synet. Men ikke mindst, fordi han ikke kender tilstanden på sin anden søn.

Seksårige Rayan lå først helt stille og apatisk, da vi så ham på felthospitalet i Mosul dagen før. Uden noget familie omkring sig, kiggede hans store forskrækkede øjne roligt på sine sårede arme. Men han forlod den hektiske traumestue med bandage om maven, hånden, om sit ben og hoved, da han i hast blev kørt til hospitalet i Bartella.

Her befinder han sig angiveligt stadig. Det er de eneste sparsomme informationer, hans far pt. har, fortæller han med Ivan på armen. Men Rayans tilstand, her dagen derpå, kender han stadig ikke...

Rayan da han ankommer tydeligvis i chok til felthospitalet i Mosul. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Rayan da han ankommer tydeligvis i chok til felthospitalet i Mosul. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Seksårige Rayan på felthospitalet. Da vi møder hans far og bror dagen efter på hospitalet i Erbil, kender de stadig ikke til Rayans tilstand. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Seksårige Rayan på felthospitalet. Da vi møder hans far og bror dagen efter på hospitalet i Erbil, kender de stadig ikke til Rayans tilstand. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Annonce:

'Gud giver. Gud tager'
Natten har været hård. Lægerne måtte åbne Narin på grund af indre blødninger. Hun er blevet syet ved sit ene øje. Hendes lårben er brækket, og den lille meters krop er dækket af sår fra granatsplinter. Værst af alt har en af mortergranatens metalsyle boret sig ind i den lille piges hjerne.

– Splinten har forårsaget hævelser i hjernen. Men vi kan ikke operere den ud. Det er for kompliceret, forklarer hendes læge, doktor Shallaw Mahdi, efter at han har tilset hende minutter forinden og syet såret ved hendes øje.

– Men vil hun overleve?

– Måske vil hun. Det er en lille splint, men jeg ved det ikke. Måske kan hun leve med det. Måske. Men vi ser det hver eneste dag fra Mosul, konstaterer han, før han påkalder sig Guds velsignelse over vores tilstedeværelse.
Mohammad var ikke selv hjemme, da granaten slog ned i hjemmet. Ud af familien med en hustru, fire piger og to drenge har den hårdtarbejdende bilmekaniker nu mistet to børn. Ingen ved, om tallet ender på tre.

– Hvad jeg føler? Gud gav mig dem. Nu har han taget dem tilbage, siger han apatisk og spørger, om vi på nogen måde kan hjælpe ham med at køre Narin til et bedre hospital i Dohuk.

Annonce:

Kort efter finder familien dog selv en transportmulighed. Bøjet over sin datters ansigt med hænderne blidt placeret på begge sider af hendes sorte krøller følger Mohammad efter den rullende båre, da den kører mod udgangen.

Det er det sidste, vi kender til Narins skæbne. Jeg håber, hun en dag selv kan fortælle sin historie. Som endnu et af krigens mange ansigter. Dem, der overlevede.

Mohammad er besvimet tre gange samme morgen. Over tabet af sin 12-årige søn. Tabet af sin 10-årige datter. Og nu kampen for at redde treårige Narins liv. Det sidste vi kender til hendes skæbne er, da familien forsvinder mod et nyt hospital. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Mohammad er besvimet tre gange samme morgen. Over tabet af sin 12-årige søn. Tabet af sin 10-årige datter. Og nu kampen for at redde treårige Narins liv. Det sidste vi kender til hendes skæbne er, da familien forsvinder mod et nyt hospital. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Margrethe mangler mio. - vi må hjælpe
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

nyt billede

Bagholdet

Annonce:
Annonce: