Mikroplast i dyr: - Vi er for forskrækkede

Det, vi ved om mikroplasts betydning for dyr i vandet, er baseret på studier med alt for høje koncentrationer

Vi er for forskrækkede over fund af mikroplastik i vand, i forhold til hvor meget vi faktisk ved om de små partiklers betydning for dyr.

Det mener Nanna Hartmann, seniorforsker på DTU Miljø. Hun vurderer ikke, at der er grund til at slå alarm, når man hører om mikroplast.

- Vi ved, at mikroplast kan give effekter på dyr. Men vores viden er begrænset af, at vi har behov for bedre at forstå den egentlige miljøeksponering.

- I mange tilfælde kommer vi til at fokusere på enkeltstående fund eller problemer ved mikroplast. For eksempel bliver vi forskrækkede over fund af mikroplastik i kildevand, siger forskeren fra DTU, der har forsket i risikovurdering af nanomaterialer og mikroplast.

Hun fremhæver, at vi ikke ved specielt meget om, hvordan mikroplast påvirker dyr, da forskningen på området ikke indfanger, hvor meget og hvilke typer mikroplast dyrene i vandet i virkeligheden er udsat for.

- De data, vi har, er generelt fra studier, som har testet højere koncentrationer af mikroplast, end hvad der i realiteten er i havene, siger hun.

Pointen går igen i en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Her kan man også læse, at vi slet ikke ved nok om området til at slå alarm.

Den sikre side
Hører man om fund af mikroplast i vand eller i maven på døde dyr, er det fint at spidse ører. Men man skal passe på at stirre sig blind på det, da vi ikke ved, hvad den faktiske betydning af partiklerne er.

- Det er godt, at befolkningen bekymrer sig om plastikforurening og vil være med til at løse problemet. Men det er desværre ikke nok at strikke vaskeklude. Vi skal snakke om den måde, vi forbruger og anvender plastik på som samfund generelt, siger Nanna Hartmann.

Omvendt er det godt at være på den sikre side, når vi ikke kender de små plastikpartiklers faktiske betydning for dyr. Derfor er den tidligere regerings forslag om at forbyde partiklerne i visse produkter fornuftig nok, mener hun.

- Det er jo bedre at være forsigtige, især i forhold til produkter som skrubbecreme og tandpasta, hvor mikroplast ikke er nødvendig, siger forskeren.

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere