Mild start på 'vintertid' - sol og 13 grader

De fleste kan nyde solen i løbe af søndagen - og det milde vejr fortsætter hele ugen

Nyd det milde vejr med en tur i skoven. (Polfoto)
Nyd det milde vejr med en tur i skoven. (Polfoto)

Vejret har tilsyneladende ikke opdaget, at vi lige er gået over til 'vintertid'. Her dagen efter vi har fået en ekstra time forærende, skinner solen fra en skyfri himmel og hele landet, og temperaturerne er godt oppe over de 10 grader. Og ifølge vagthavende hos DMI, så fortsætter det milde vejr i ugen der kommer.

- I dag er en rigtig god dag til at gå ud i skoven og nyde de smukke farver, der er lige nu. Og hvis man har fri i løbet af ugen, vil jeg opfordre til, at man gør det samme, lyder det fra Steen Rasmussen fra DMI.

Meteorologen fortæller, at især starten af ugen tegner sig meget fint med sol og mildt vejr. Dog kan temperaturerne godt nå ned i nærheden af frysepunktet om natten på grund af det klare vejr.

I slutningen af ugen kan der godt snige sig et par skyer ind over landet, der kan medføre lokale regnbyger. Men temperaturerne vil holde sig på de 10-13 grader.

- Det er ikke sikkert, at der kommer regn. Men der er en risiko for det. Og så får vi ikke helt så meget sol, som i starten af ugen, lyder det fra Steen Rasmussen, der forklarer, at det ikke er usædvanligt for årstiden, at vejret kan vise sig fra sin gode side.

0 kommentarer
Vis kommentarer