En række medlemmer af den sudanske regering og lederne af dens støttepartier er mandag blevet anholdt.
Det skriver flere medier, blandt andre nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Ifølge AFP har gruppen erklæret 'coup d'etat' i landet. Ifølge nyhedsbureauet er der tale om militære styrker, og at der er tale om et militærkup af landet.
Omkring klokken 9 mandag stormede militæret også landets radio- og tv-stationer, hvor de tilbageholder pressens folk.
Mandag ved middagstid udgik der en besked fra premierminister Abdalla Hamdoks kontor, der opfordrede sudanerne til at gå på gaden og yde modstand mod militærgruppen.
Kort tid derefter sagde lederen af Sudans regerende råd, general Abdel Fattah al-Burhan, at landet indstiller demokratiseringsprocessen, der ellers har været godt på vej de seneste år, og i stedet indfører nødretstilstand.
Ifølge AFP siger han, at militæret har grebet ind efter stridigheder mellem politiske grupper. Han lover, at der vil komme et valg i juli 2023.
Satte premierminister i husarrest
I løbet af de tidlige morgentimer mandag blev premierministeren anholdt i en form for husarrest, hvor militærgruppen omringede hans hus.
Reuters berettede senere, at premierministeren ifølge landets informationsministerium er blevet flyttet til et ukendt sted, efter han nægtede at udsende en erklæring, hvor han støtter det militære kup, der finder sted mandag.
Gruppen slog til flere steder på samme tid, og således kunne blandt andre industriministeren Ibrahim Al-Sheik i morges meddele meget kortfattet på Facebook, at også han var under angreb.
'Soldater stormer nu vores hus,' skrev han ifølge den arabiske tv-kanal Al Arabiya.
Protester i gaderne
Kort forinden havde det sudanske prodemokratiske fagforbund, Sudanese Professionals Assosciation, opfordret sudaneserne til at gå på gaden i protest mod udsigterne til et militærkup og 'blokere alle gader' og 'gå i generalstrejke'.
'Vi opfordrer lokale modstandsgrupper, fagforeninger og revolutionære kræfter til at samles i modstand mod det brutale militærkup og til at bruge vores afprøvede værktøjer, der kan få enhver tyran til at knæle for folkets vilje,' skriver organisationen i et opslag på Facebook.
Billeder og videoer fra Khartoum viser netop, hvordan civile blokerer vejen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Sidste måned blev Sudan også forsøgt kuppet. Siden har landet være ustabilt med protester i gaderne og sammenstød mellem civile og militæret.
Flere steder i landet har de militære styrker lukket for elektricitet, internet, veje og broer.
Også lufthavnen i hovedstaden Khartoum blev lukket og alle internationale flyvninger blev suspenderet, skriver Al Arabiya.