Bølgerne gik højt i sidste måned forud for et 'all ages' drag-show i byen San Antonio i Texas.
Her var den højreorienterede milits This is Texas Freedom Force mødt bevæbnede op foran et teater.
For at demonstrere imod forestillingen i et jule-drag-show, der henvender sig til alle aldre.
Kom i undertal
Militsmedlemmerne havde både håndvåben og semiautomatiske rifler med. Men ifølge lokale medier kom de hurtigt i undertal på grund af mod-demonstranter, der støttede op om det omdiskuterede drag-show.
FBI har kategoriseret This is Texas Freedom Force som en ekstremistisk milits-gruppering.
Få dage inden nytår var den højreorienterede gruppe Proud Boys på gaden i New York City.
De demonstrerede mod den såkaldte 'Drag Story Hour', hvor dragqueens læser historier for børn.
FBI kategoriserer Proud Boys som en ekstremistisk gruppe.
Det var det seneste eksempel på en voksende kamp mellem det yderste højre og LGBT-miljøet i USA.
Kampe, som ofte udkæmpes med drag-shows som omdrejningspunkt.
Modstand mod drags for børn
Militserne er ligesom en lang række almindelige borgere imod drag-shows, der henvender sig til alle aldre. Fordi de også har børn som målgruppe.
Modstanden findes primært blandt konservative amerikanere og specielt på den yderste højrefløj.
Kritikerne mener, at børnene 'groomes' og seksualiseres gennem drag-shows, der markedsføres som familievenlige.
Fra drag-show-arrangørerne og LGBT-miljøet lyder det, at kritikerne ikke har fattet, hvad deres shows går ud på, at de ikke overskrider børns grænser, og at det yderste højre bruger børnene som undskyldning for at udøve diskrimination.
- Som enhver form for kunst kan drag-shows blive tilpasset, så det passer til børn. Vi er kloge nok til at vide, hvad det er, udtaler Brigitte Bandit, dragqueen, der har optrådt til familievenlige drag-shows, til nyhedsmediet Texas Tribune.
Texas har været 'ground zero' for modstanden mod de børnevenlige drag-shows. Her har organisationer som Protect Texas Kids været meget aktive i modstanden.
På facebook nævner gruppen demonstrationer mod drag-shows som en af deres største præstationer i 2022.
Modstand mod LGBT
Men landet over har der været spændinger omkring de omdiskuterede drag-shows.
Det ekstremistiske højre har brugt store dele af 2022 på at bekæmpe dragqueen-shows.
En række af dem er blevet aflyst på grund af sikkerhedsfarer.
Det kommer samtidig med en generel modstand mod LGBT-miljøet i USA fra det yderste højre.
Ifølge Vice News har den ekstremistiske gruppe Proud Boys brugt store dele af det sidste halve år på anti-LGBT-aktioner.
I november blev fem mennesker dræbt ved et skyderi på en LGBT-natklub i Colorado. Den formodede gerningsmand er blevet anklaget for mord og hadforbrydelser.
Ifølge en ny undersøgelse har amerikanske LGBT-personer ni gange større risiko for at blive ramt af hadforbrydelser end gennemsnittet.