Den russiske milliardær Andrej Igorevitj Melnitjenko har anskaffet sig en sejlbåd. Der er dog tale om en helt særlig og meget stor båd.
Sailing Yacht A er en af verdens den største sejlbåde, og Kastrup Lufthavn skal orienteres, når skibet og dets 90 meter høje hovedmast skal forbi Danmark på jomfruturen fra Tyskland, hvor det er produceret.
Det skriver The Times ifølge Jyllands-Posten.
- Københavns Lufthavn ligger ved renden (Drogden-renden, red.). Derfor er det planlagt, at lufthavnen bliver kontaktet 30 minutter før skibet ankommer, siger en talsmand for Nobiskrug skibsværft, som er producenten bag den gigantiske båd til The Times.
Renden, som producenten omtaler, er Drogden-renden, som er farvandet mellem Amager og Saltholm. Skibet skal her igennem, fordi masterne er for høje til både Storebælts- og Øresundsbroen. Når skibe måler mere end 40 meter op i luften, bliver lufthavnen kontaktet. Det er standardprocedure og er ikke noget, som burde påvirke normal flytraffik.
Artiklen fortsætter under billedet...
Må tømme poolen
Dybden i den 14 kilomter lange Drogden-rende er dog kun omkring otte meter dyb, hvilket kan give problemer for Melnitjenko i håbet om at få skibet hjem. Kølen på milliardærens nye luksusbåd er nemlig otte meter ved almindelig brug, og det kan være risikabelt at sejle uden at gøre skibet lettere.
Heldigvis er der masser af gear, og eksempelvis en kæmpe pool, som milliardæren kan overveje at tømme, før han sender skibet ind i renden.
Selvom der skulle være plads nok på skibet, er der kun værelser til 20 gæster og 54 besætningsmedlemmer.
Andrej Igorevitj Melnitjenko er ifølge Forbes den 139. rigeste i verden og ejer flere virksomheder, blandt andet har han lavet milliarder på gødning med virksomheden Eurochem og kulproducenten SUEK. Han er god for omkring 70 milliarder kroner.
I 2005 blev han gift med sangerinden Aleksandra i sydfrankrig.