Million brugt til modeshow og præmier i DSB: Nye uniformer har været syv år undervejs

Det har tilsyneladende været en utrolig svær opgave at få designet nye uniformer til DSB's togførere- og kontrollører. I hvert fald har det taget syv år og kostet over fem millioner

Sådan kommer de nye uniformer til at se ud. Udover det viste, kommer der også til at være et mindre udvalg af jakker til sommer og vinter. Foto: DSB
Sådan kommer de nye uniformer til at se ud. Udover det viste, kommer der også til at være et mindre udvalg af jakker til sommer og vinter. Foto: DSB

1,1 million til modeshow, designkonkurrence og præmier.

Det er blot en af posterne på DSB's millionregning til design af nye uniformer, som togførere- og kontrollører skal bære. Det viser en aktindsigt, som Radio 24/7 har fået, og som Ekstra Bladet efterfølgende er kommet i besiddelse af.

Projekt 'ny uniform i DSB' blev sat i gang i 2010 og er syv år senere stadig i gang.

Prisskilt indtil videre: 5,3 millioner kroner.

Nu er man dog kommet så langt, at man har fået syet 70 prøvesæt, som medarbejderne netop er blevet færdige med at teste. Og selvom det er vigtigt at sikre, at medarbejderne føler sig godt tilpas i deres uniformer, så lader det til at have været et meget dyrt projekt, lyder det fra, Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Nu ved jeg jo ikke præcis, hvad det kræver at udvikle tøj, men jeg synes, det har taget utrolig lang tid, og at det lyder som et meget højt beløb. I modebranchen kan man jo udkomme med en ny tøjkollektion flere gange om året, så at det skal tage over syv år for DSB lyder af meget, siger Per Nikolaj Bukh.

Nok langt dyrere
Og som om det ikke lød dyrt nok i forvejen, så har det sandsynligvis reelt set kostet langt mere, fortæller Per Nikolaj Bukh.

- De 5,3 millioner er kun de eksterne omkostninger. Dermed har man ikke medregnet løn til de medarbejdere og andre interne omkostninger til projektet. Da projektet er løbet over så mange år, må man gå ud fra, at der har været mange medarbejdere involveret.

- Var de blevet hurtigere færdige, kunne disse medarbejdere have lavet noget andet. Det er ikke usædvanligt, at de interne omkostninger løber op i ligeså meget som de eksterne omkostninger. Det er naturligvis ikke muligt for mig at sige noget om i dette tilfælde, men man må gå ud fra, at det drejer sig om et anseeligt beløb, siger han.

Kompliceret proces
Hos firmaet Bacher Work Wear, der bl.a. udvikler og producerer uniformer til flyselskaber og bankansatte, har man dog lidt større forståelse for, at uniformerne har været så lang tid undervejs.

- Når vi taler uniformer, så er det virkelig noget, der står medarbejderne nært, og som alle har en mening om. Vil man inddrage dem i processen, kan det derfor godt tage lang tid at få designet og udviklet. Men jeg må indrømme, at det lyder som meget lang tid, og personligt har jeg aldrig været involveret i en så lang proces, siger Peter Vallentin, direktør i Bacher Work Wear.

Firmaet stod for nylig selv i en situation, hvor der skulle leveres et stort antal uniformer til et europæisk flyselskab.

- De (flyselskabet, red.) kom med en fast skitse til, hvordan uniformerne skulle se ud, og hvilken kvalitet, de ønskede. Og så var det blot op til os at fremstille det. Alligevel tog det et år, før uniformerne var klar, fordi det tog lang tid bare at finde de rigtige materialer og få det testet, siger Peter Vallentin.

Det drejer sig om cirka 3.500 DSB-ansatte, der skal have nye uniformer.

DSB: Vi skal køre tog - ikke designe tøj

Ekstra Bladet har talt med den ansvarlige for projektet, Tine Moe Svendsen, underdirektør for HR og vilkår i DSB, om, hvorfor det har taget syv år at udvikle de nye uniformer.

Hvorfor skal I overhovedet have nye uniformer?
Vi synes, at vi skal have et mere moderne look. De nuværende uniformer er cirka 20 år gamle, og i den tid er der kommet mange nye materialer at lave tøj af. Så det er en kombination af de to.

Hvorfor har I været så længe om det?
De præcise årsager til, at det har taget så lang tid, kender jeg ikke. Jeg er først kommet på det her projekt i midten af 2016, så jeg kender ikke baggrunden for de beslutninger, der er truffet undervejs. Men jeg synes jeg ikke, det er hensigtsmæssigt, at det har taget så lang tid. Men nu får vi en ny uniform, og så skal vi lære af den her proces.

Hvad har I så lært?
Skulle vi gøre det igen, ville vi gå efter en standardvare. Altså købe en uniform, der allerede er designet og så sætte vores logo på.  Vi kører tog - vi er ikke en virksomhed, der designer tøj.

Hvad tænker du om, at det har kostet 5,3 millioner indtil videre?
Set over hele perioden, så er jeg enig i, at det er en dyr løsning, som vi har brugt penge på. Der er ingen tvivl om, at vi ikke skal bruge tid på at designe tøj fra bunden.

Hvor høje er de interne omkostninger?
Der findes ingen opgørelse over det interne tidsforbrug, så det ved vi ikke. Konkret er der lige nu en projektleder, der arbejder på uniformerne og få gjort et udbud klar.

DSB er nu færdige med testen af de 70 testuniformer og på baggrund af det, mener de stadig, at det er realistisk, at alle de relevante ansatte får deres nye uniformer i 2018, afslutter Tine Moe Svendsen.

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere