Millionærerne Aase og Leifs rådgiver: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Aase og Leif Sommers økonomiske rådgiver har aldrig oplevet, at vindere i sådan en grad er blevet kimet ned af fremmede

Hør, hvordan Aase og Leif vil bruge de mange penge lige her. (Video: Jonas Olufson)

Da ægteparret Aase og Leif Sommer forleden stod frem som vindere af 114 millioner kroner i Eurojackpot, havde de ikke forventet den ’modtagelse’, de fik. Kort efter, de glædeligt havde fortalt om milliongevinsten til flere medier, begyndte deres telefoner at ringe. Det var fremmede danskere, som kimede dem ned, fordi ville have del i gevinsten.

Den uafhængige økonomiske konsulent Arne Lenstrup har besøgt og vejledt ægteparret og er ikke overrasket over, at de har fået opkald fra personer, de aldrig har mødt.

- Det kan man nok ikke undgå, når man står frem, som de har gjort, specielt med det enormt store beløb, de har været så heldig at vinde, siger konsulenten.

Aase og Leif Sommer har været badet i opmærksomhed, siden de stod frem som lykkelige lotto-vindere. Nu mærker de bagsiden af medaljen. (Foto: Jonas Olufson/Polfoto)
Aase og Leif Sommer har været badet i opmærksomhed, siden de stod frem som lykkelige lotto-vindere. Nu mærker de bagsiden af medaljen. (Foto: Jonas Olufson/Polfoto)
 

nationens! YouMadBro ville ikke blive lykkelig, hvis han vandt 114 mio. Ville du? Foto: Jonas Olufsson nationen - 9. jan. 2017 - kl. 17:55 Dansker vandt 114 mio: Jeg ville ikke blive lykkelig af så mange penge

Aldrig oplevet før
I 15 år har Arne Lenstrup rådgivet nyudklækkede millionærer i, hvordan de forvalter de mange penge, som de får til rådighed fra den ene dag til den anden. Han fortæller, at han aldrig har oplevet, at nye millionærer har fået henvendelser på denne måde.

- Jeg har aldrig ikke hørt om nogen, der er blevet ringet op på den her måde for, at de skulle bidrage med noget. Hvis jeg har hørt om det, så har det været i den tætte omgangskreds, siger den pensionerede, statsautoriserede revisor, som nu rådgiver lottovindere.

- Men vi skal i den her forbindelse tænke på, at det er meget sjældent, vi har en gevinst af denne størrelse.

Den typiske frygt
Når Arne Lenstrup møder nye lottomillionærer, er det ofte en anden bekymring, som fylder.

- Det, de fleste frygter, er misundelse i den tætte omgangskreds. Men der er selvfølgelig også nogen, som tænker på, om de bliver ringet op af alle mulige, der gerne vil låne penge eller have bidrag til den ene eller den anden ting, siger Arne Lenstrup.

Hvis Aase og Leif nu igen skal have lidt fred og slippe for de uopfordrede telefonopkald og bønner, skal de holde sig ude af rampelyset og ignorere pressen, siger Arne Lenstrup.

Overvejer beskyttelse
For 75-årige Leif og hans hustru har henvendelserne været meget overvældende.

- Først var der en, der ville have os til at investere i noget, og så var der en, der havde skimmelsvamp, og en, der var gift med en ludoman. Hun startede blidt, men så begyndte hun at tale grimt til mig. Det er så åbenbart bagsiden af medaljen ved at stå frem, fortæller 68-årige Aase Sommer til BT.

Ægteparret frygter for deres sikkerhed og har overvejet beskyttelse.

- Vi har tænkt på det, og der er nogen bekendte, der har foreslået det, siger hun.

Danske Spil: Var advaret
Hos Danske Spil fortæller pressechef Marie Grabow Westergaard, at Aase og Leif som alle andre vindere var advaret om, hvad gevinsten også kunne få af konsekvenser, hvis de stod frem.

- Jeg kan sige, at vi grundigt har talt med dem om, hvilke konsekvenser det kunne have at stå frem, og så er det jo selvfølgelig kedeligt, at nogle af de her ting alligevel er kommet bag på dem, fortalte pressechefen forleden til Ekstra Bladet.

Aase og Leif Sommers gevinst er den fjerdestørste herhjemme nogensinde.

Den største ligger stadig hos en vinder af Eurojackpot, der i februar 2015 vandt 315 millioner kroner.

De største gevinster i danmarkshistorien:

1. 315.009.958 kr. – Eurojackpot – uge 8 2015 – Kvickly, 3000 Helsingør
2. 140.358.416 kr. – Onsdags Lotto – uge 33 2016 – Q8 Service, Horsensvej 83-85, 7100 Vejle
3. 135.177.015 kr. – Eurojackpot – uge 43 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev
4. 114.000.000 kr. – Eurojackpot – uge 1 2017 – SuperBrugsen, 3310 Ølsted
5. 56.789.170 kr. – Onsdags Lotto – uge 34 2013 – PLUS abonnement
6. 50.000.000 kr. – Joker – uge 43 2015 – 2000 Frederiksberg
7. 49.937.681 kr. – Onsdags Lotto – uge 46 2012 – Boulevard Kiosken, 4760 Vordingborg
8. 45.969.062 kr. – Onsdags Lotto – uge 44 2013 – PLUS abonnement
9. 43.853.592 kr. – Joker Lørdag – uge 43 2012 - Telma, 6753 Agerbæk
10. 38.564.007 – Lotto – uge 13 2008 – Føtex, Lyngbyvej 11, 2100 København Ø.

448 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere