Millionærrådgiver klar til gevinst på 475 millioner: Jeg har verdens bedste job

Manden, der rådgav 47-årig kæmpegevinst-vinder fra Helsingør elsker sit job som millionærrådgiver for Danske Spil

Harry Aamann har i 10 år været millionærrådgiver for Danske Spil. Han har talt med omkring 300, der har vundet mere end 1,5 millioner kroner. (Foto: Søren Wesseltoft)
Harry Aamann har i 10 år været millionærrådgiver for Danske Spil. Han har talt med omkring 300, der har vundet mere end 1,5 millioner kroner. (Foto: Søren Wesseltoft)

- Det er helt klart. Jeg betragter det som et af Danmarks bedste job. Man møder kun glade mennesker, og det er jo en fornøjelse at tale med folk, der har været heldige.

Sådan siger revisor Harry Aamann om sin stilling som millionærrådgiver for Danske Spil. Siden sin ansættelse i 2006 har han rådgivet omkring 300 danskere, som har det til fælles, at de har vundet mere end 1,5 millioner kroner i præmier.

Heriblandt den 47-årige kvinde fra Helsingør, der sidste år blev 315 millioner kroner rigere efter at have vundet førstepræmien i Eurojackpot.

Og Harry Aamann ville glæde sig over endnu en gang at skulle ud at besøge en glad dansker, som på fredag kan have vundet den rekordstore pulje på 475 millioner kroner, der er i førstepræmie-puljen.

- De fleste, der vinder, trænger faktisk til nogen at snakke med. Det er mit indtryk. Også selv om der måske i virkeligheden er mange, der gerne vil snakke med dem. Men de tør simpelthen ikke. Det er dér, det ofte kniber. Så taler vi lidt sammen om, hvem de skal fortælle det til, og hvem de ikke skal fortælle det til. Det er i sidste ende deres egen vurdering. Men jeg siger også, at det som udgangspunkt er vores indtryk, at folk tager det pænt, forklarer Harry Aamann om det første umiddelbare indtryk af de glade millionærer.

Se også: Danskere jagter enorm lottogevinst: 475 millioner i førstepræmie

Giv en omgang til vennerne
Næsten alle foretrækker anonymitet. Og det uanset den kendsgerning, at vinderne af de store puljer er lige så forskellige som alle andre. Det kan være kontanthjælpsmodtageren eller invalidepensionisten. Det kan også være den højtuddannede og vellønnede. Men fælles for alle er, at de kan frygte social isolering efter at have vundet en stor gevinst.

Harry Aamann rådgav den 47-årig kvinde (foto), som for et år siden vandt 315 millioner i Eurojackpot. Hun købte blandt andet fem Strandvejsvillaer. (Foto: Jakob Jørgensen)
Harry Aamann rådgav den 47-årig kvinde (foto), som for et år siden vandt 315 millioner i Eurojackpot. Hun købte blandt andet fem Strandvejsvillaer. (Foto: Jakob Jørgensen)

Harry Aamann plejer at fortælle til folk, at vist bør de da fejre det. Og vist bør de måske også give deres venner og bekendte en god middag eller en omgang, når de mødes igen.

- Men de skal finde frem til en normal rytme. Det skal ikke være sådan, at hver gang de mødes, så er det dem, der pludselig skal give. For så risikerer forholdet at blive påvirket negativt, siger Harry Aamann.

Samfund - 15. maj. 2015 - kl. 21:39 570 millioner på vej til heldig vinder

Og rådgivningen er stort set den samme for kontanthjælpsmodtageren og bankdirektøren.

- Selvfølgelig er der forskel på, om de lige har etableret sig, eller om det er ældre mennesker, men mulighederne er de samme, forklarer millionærrådgiveren.

Vindere af kæmpeformuer kan tillade sig alt
Til gengæld er der forskel på, om man vinder 5-10 millioner. Eller om man vinder 475 millioner kroner, som en heldig vinder fredag kan gøre. Da en 47-årig kvinde sidste år brugte mere end 50 millioner kroner på at købe fem Strandvejsvillaer til sine børn, måtte hun også slippe knap 10 millioner kroner i gaveafgift til staten. Men det betyder mindre, når gevinsten er så stor, som den er.

- Når man har vundet rigtig meget, er der ikke nogen særlige grænser for, hvad man kan tillade sig at gøre. Så kan man leve resten af sine dage af sin gevinst. Du kan købe hus og bil, som det passer dig. Det vil stadig kun være en lille del af den samlede gevinstsum, forklarer Harry Aamann.

De største præmier i Eurojackpot

1. Finland (uge 37, 2014), 387 mio. kr.

2. Hessen, Tyskland (49, 2014), 371 mio. kr.

3. Finland (14, 2014), 363 mio. kr.

4. Danmark (8, 2015), 315 mio. kr.

5. Hessen, Tyskland (15, 2013), 292 mio. kr.

6. Nordrhein-westfalen, Tyskland (29, 2013), 263 mio. kr.

Det står imidlertid helt klart, at der er to ting, som Harry Aamann altid vil sige til vinderne. Og det er, at de bør indfri deres gæld, ligesom de absolut ikke bør sætte deres penge ind på en bankkonto.

- Bankerne har på grund af den lave rente skullet betale Nationalbanken for at have penge stående. Det betyder, at kommer man med 10-20 millioner, som man vil sætte i banken, så vil bankmanden blive helt forskrækket, forklarer Harry Aamann.

Ellers handler det om at investere pengene på en fornuftig måde, så det kan give et afkast.

- De fleste vindere vil gerne have en ny bil eller et nyt hus eller måske sætte deres nuværende hus i stand. Så vil nogen gerne have bil eller hus nummer to eller måske et sommerhus. Der er faktisk frit valg på alle hylder, siger millionærrådgiveren.

Sådan så det ud i et supermarked i Helsingør efter trækningen for et år siden, der kastede Danmarkshistoriens største samlede gevinst af sig. (Foto: Jakob Jørgensen)
Sådan så det ud i et supermarked i Helsingør efter trækningen for et år siden, der kastede Danmarkshistoriens største samlede gevinst af sig. (Foto: Jakob Jørgensen)

Hvad med kæresten?
Hvis det er et ungt ugift par, hvor den ene part vinder en stor gevinst, så vil Harry Aamann bede parret tænke over, hvad der kommer til at ske, hvis vinderen pludselig går bort i form af en ulykke. For så kan den overlevende part risikere at måtte gå fra hus og hjem. Også selv om den afdøde kæreste på papiret var mangemillionær.

Det er nemlig ikke kæresten, der arver noget som helst. Har parret børn, er det dem, der arver pengene, men måske mod forventing kan den overlevende forælder ikke bruge af pengene til at betale terminerne. De vil nemlig komme til at stå på en spærret konto i banken.

De fem største gevinster i Eurojackpot nogensinde

1. Tjekkiet (uge20, 2015), 570 mio. kr.

2. Finland (uge 37, 2014), 387 mio. kr.

3. Hessen, Tyskland (uge 49, 2014), 371 mio. kr.

4. Finland (uge 14, 2014), 363 mio. kr.

5. Danmark (uge 8, 2015), 315 mio. kr.

For at undgå den situation skal de ifølge Aamann enten gifte sig eller lave testamente.

- Har man måske vundet 10 eller 50 millioner, så kan man risikere at få gode vaner. Kommer den part ud for en ulykke, så kan den anden altså ikke fortsætte den livsførelse. Det er mange faktisk ikke klar over, forklarer Harry Aamann.

Samfund - 15. maj. 2015 - kl. 14:53 Sådan bruger du 570 millioner

Harry Aamann har også været ude for, at nogen fortæller ham, at de faktisk slet ikke kan bruge gevinsten til noget. De har bare spillet for spændingens skyld.

- Nogen har levet et nøjsomt liv. Det er stik imod deres livsmønster pludselig at skulle købe dyrt ind og leve luksuriøst, siger Harry Aamann.

Han husker en enkelt rådgivningssamtale med en vinder, som donerede 10 procent af sin gevinst på 10 millioner til godgørende formål.

- Det havde de faktisk besluttet sig for at gøre på forhånd, siger Harry Aamann.

Mere held end forstand
Selv om Harry Aamann har rådgivet 300 millionvindere, så har han ikke selv luret, hvad det er, der gør, at nogen vinder. For det eneste, de har til fælles, er, at de har købt en kupon.

Han spiller også selv lotto og skal også købe en kupon i Eurojackpot på fredag.

Kvinden her har vundet 315 millioner. (Foto: Jacob Jørgensen) Samfund - 22. feb. 2015 - kl. 07:57 TV: Vinder 315 millioner: Jeg har altid drømt om en hest

- Men jeg har aldrig vundet andet end de sædvanlige 50 eller 100 kroner. Så hvad det angår, har jeg ikke lært det store. Jeg tror nok, man må sige, at det er mere held end forstand, at nogen vinder, siger Harry Aamann og fortsætter:

- Hvis jeg vinder 475 millioner kroner, så vil jeg gøre som de fleste. Jeg ville skynde mig at skifte bil og gøre noget ved huset eller købe et andet. Og så ellers glæde mig over gevinsten og dele ud til mine børn, siger Harry Aamann, som dog på et punkt vil få en anderledes oplevelse end andre.

Det er på fredag, at der skal gang i kuglerne hos Eurojackpot, som borgere i 17 europæiske lande kan deltage i. (Foto: Samma Liimatainen)
Det er på fredag, at der skal gang i kuglerne hos Eurojackpot, som borgere i 17 europæiske lande kan deltage i. (Foto: Samma Liimatainen)

Han kan jo ikke rådgive sig selv.

Men den situation har man tilsyneladende taget højde for hos Danske Spil.

- Jeg har også en kollega i København, som jeg så kunne tale med, siger Harry Aamann, som egentlig kun er ked af en ting ved sit job.

- Og det er, at jeg ikke er provisionslønnet.

31 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere